Intro til Kenya

Fra badestrandene i Mombasa til Masai Mara`s dyreliv og til Karen Blixen`s hus i Nairobi er Kenya (VIDEO) landet med utrolige oplevelser. Natur parkerne spænder fra det tørre nord til Mount Kilimanjaro på grænsen til Tanzania. Løver, gazeller, næsehorn, leoparder og en hel masse gnuer kan og skal nydes samtidig med at der skal være tid til ”English Afternoon Tea” på lodgen! Tempoet afspejler livsstilen i Kenya og der er altid tid til en snak, smil og latter, når der stoppes i de mindre landsbyer. Kenya er landet man altid returnerer til!Det førkoloniale Kenya var præget af små og selvforsynende lokalsamfund i det indre af landet, mens kystområdet allerede fra begyndelsen af vor tidsregning blev trukket ind i handelen med den arabiske verden og med Indien. Da portugiserne startede deres plyndringer omkring år 1500, stødte de på store handelsbyer under arabisk indflydelse - som f.eks. Mombasa. Det indre af landet der overvejende var befolket af bantuer havde ikke udviklet en kultur af tilsvarende højde som ved kysten og ej heller organiserede stater.

Først i det 19. århundrede lykkedes i nogen udstrækning masaifolket at etablere en form for hegemoni over de øvrige folk, men få årtier senere blev denne udvikling standset efter udbruddet af kvægpest. I 1800 tallet blev handelen med slaver og elfenben fra det indre af landet en indbringende forretning, ikke mindst for det arabiske aristokrati på Zanzibar. Formelt blev Kenya koloniseret af Storbritannien i 1895, efter et intermezzo med et privat koloniselskab. Koloniseringen var en konsekvens af Berlinkonferencen og den efterfølgende tysk britiske aftale, der fastlagde grænserne for de to kolonimagters interessessfærer. Zanzíbar, Kenya og Uganda blev med denne aftale anerkendt som britiske.

Da jernbanen til Victoriasøen stod færdig i 1902, blev det besluttet, at europæiske «settlere» skulle flytte ind - ikke mindst efter inspiration fra Rhodesia (det senere Zimbabwe) og Sydafrika. Mens størstedelen af Kenya består af områder med dårlig jord og utilstrækkelig nedbør, findes der også frugtbare højlandsområder. Denne jord blev besat af europæiske indvandrere. Lokalbefolkningen blev drevet ind i reservater, og der blev oprettet godser, plantager og ranches. Dette gik særligt ud over kikuyu- og masaifolket. Myndighederne så det som deres vigtigste opgave at sikre tilgangen af afrikansk arbejdskraft og sørge for det europæiske eksportlandbrugs lønsomhed. Gennem jordbesættelser, tvangslove, skatter, prispolitik og forbud mod afrikansk produktion af f.eks. kaffe, blev lokalbefolkningens landbrug vanskeliggjort. Infrastrukturen - anlæggene til transport, samfærdsel, forsyning med elektricitet, vand o.l. - og udviklingsmidler blev ensidigt sat ind til fordel for det europæiske eksportlandbrug, og i enkelte perioder blev egentlig tvangsarbejde taget i brug for at skaffe billig og tilstrækkelig arbejdskraft.

Sammenlignet med mange andre afrikanske stater var der også basis for en vis industrialisering, samtidig med at udenlandske banker og handelsselskaber fik en mægtig position indenfor den eksport- og importorienterede økonomi. Kenya var endvidere tiltrækkende for udenlandske selskaber, fordi landet udgjorde et centrum for de omkringliggende østafrikanske områder. Da den udenlandske handels-, finans- og industrikapital fik bedre fodfæste efter den 2. verdenskrig, blev settlernes politiske magt svækket. Deres lokale forankring kom i en vis udstrækning i konflikt med Storbritanniens og de udenlandske selskabers langsigtede strategi - på samme måde som i Zimbabwe ti år senere. Indenfor den hvide magtblok i Kenya fandtes der grupper, som tidligt startede arbejdet for en «afkolonisering», som kunne sikre fortsat udenlandsk dominans.

Oprøret i 1950'erne satte ekstra gang i denne udvikling.Modstanden mod koloniherredømmet og besættelsen af Kenyas jorde er lige så gammel som kolonistyret selv. Efter at modstanden mod erobringen var slået ned med våben, opstod der nye bevægelser i 1920'erne. Opmærksomheden blev særlig rettet mod manglen på jord, tvangsarbejde og forbuddet mod kaffedyrkning. I 1944 oprettedes Kenya African Union (KAU) til forsvar for kikuyuernes interesser. Under ledelse af nationalistlederen Jomo Kenyatta gennemførte den strejker, bondemarcher og massedemonstrationer. Efter 1945 blev forholdene yderligere tilspidset. En radikaliseret fagbevægelse gennemførte flere strejker, og forværringen på landet gav basis for det store oprør - kaldet «Mau Mau». Oprøret blev i vestlige massemedier fremstillet som «en blodig stammekrig med barbarisk terror».

En del historikere har - efter at Kenya blev selvstændig -set det som en nationalistisk kamp for selvstyre. Det er imidlertid mere naturligt at opfatte ejendoms- og arbejdsforholdene i landbruget som den umiddelbare årsag. I reservaterne var situationen præget af manglen på jord, økologisk forværring og social degradering. Befolkningstallet steg mens madproduktionen sank. Enkelte afrikanere slog sig desuden op, og kontrollerede jord og lokale magtpositioner gennem alliance med kolonimyndighederne. De europæiske farmere satsede på mekanisering og stordrift, og titusinder af afrikanere på arbejds- og husmandskontrakter blev opsagt eller fik deres vilkår kraftig forværret. Samtidig herskede der en oprørsstemning blandt militante grupper indenfor proletariatet i Nairobi, og dette udløste et oprør, som imidlertid var dårlig forberedt og organiseret.

Trods heroisk guerillakamp i skovområderne blev oprøret knust af det britiske militærapparat - med støtte fra afrikanske «loyalister». De officielle tabstal viser karakteren af et socialt opgør mellem jordløse kikuyuer og mere velstående kollaboratører: I alt blev omkring 12.000 oprørere, 2.000 afrikanske «loyalister» og ca. 100 europæere (heraf 32 civile) dræbt. Mere end 75.000 afrikanere blev interneret i koncentrationslejre. Disse tal står i grel kontrast til den strøm af meldinger om afrikansk «terror» som strømmede til Europa, suppleret af rædselsberetninger fra settlere. Under den kolde krig var der ikke særlig megen alternativ information tilgængelig, og der fandtes ingen solidaritetsbevægelse med dem som kæmpede mod kolonialismen.

Midt i 1950'erne gennemførte briterne nye jordlove i Kenya. Ved at udstykke privat jord i reservaterne ønskede de at skabe en stabiliserende sort middelklasse. De europæere der ønskede at sælge deres jordejendomme fik desuden mulighed for at gøre dette mod fuld kompensation. Dette blev bl.a. muliggjort gennem store lån fra Verdensbanken, USA og Storbritannien. Ledig jord blev dels udstykket til småbønder, dels solgt som storgodser til afrikanere med lånemuligheder og politiske forbindelser. De der havde gjort oprør og kæmpet for en retfærdig jordfordeling var dermed sat ud af spillet.

Ved forbud mod landsdækkende partier og bevægelser og ved en stram opdeling af landet langs «stamme»-grænser, opstod der i 1950'erne desuden god grobund for en del-og-herskpolitik. Udenlandske handels- og industriinteresser fik forsikringer om, at de kunne fortsætte som før. Det var en stiltiende forudsætning for lån og udviklingsbistand til den nye stat. På denne måde faldt brikkerne på plads. Den politiske garant for «afkoloniseringskontrakten» var Jomo Kenyatta. Han havde tilbragt det meste af 1950'erne i fængsel efter en opdigtet anklage om deltagelse i oprøret. Han var først blevet løsladt i 1961. Året inden var hans parti, KAU, atter blevet legalt, men nu under navnet KANU (Kenya African National Union).

I 1962 blev Kenyatta valgt til den lovgivende forsamling. Efter valget i maj 1963 fik Kenya autonomi indenfor det britiske Commonwealth. Den 12. december samme blev Kenyatta indsat som premierminister, og da landet præcist et år senere fik fuld selvstændighed, blev han valgt til dets første præsident.

I det første årti efter 1963 fandt der en betydelig vækst sted i bruttonationalproduktet i Kenya. Industri- og landbrugsproduktionen steg. I første omgang gjaldt det kaffe og te til eksport, samt forbrugsvarer til et beskyttet og luksuspræget hjemmemarked. Samtidig blev de etablerede magtforhold yderligere befæstet, og de sociale skævheder blev endnu skarpere: Udviklingsmidler i landbruget kom ikke de fattigste bønder til gode, flere blev jordløse, tilflytningen til byerne førte til arbejdsløshed, industriinvesteringerne byggede på udenlandsk kapital og teknologi som gav få arbejdspladser, et politisk-administrativt lag af afrikanere købte jord, aktier osv. Kenyattafamilien blev selv et symbol på korruption, magtmisbrug, store jordejendomme og alliancer med udenlandske selskaber.

Højere kaffepriser, sammen med betydelige overføringer fra Verdensbanken og vestlige bistandsorganisationer førte til, at den økonomiske krise mod slutningen af 1970'erne blev noget dæmpet. Da Kenyatta døde i august 1978 - 85 år gammel - blev han efterfulgt af Daniel Arap Moi og Mwai Kibaki som hhv. præsident og vicepræsident. På overfladen kunne dette se ud til at indebære en ny stabilisering med en mere strømlinet facade og enkelte småreformer, men virkeligheden blev en anden. Moi regerede midlertidigt i perioden september-november, hvor der blev afholdt valg. Regeringspartiet KANU var det eneste, der fik lov at deltage, og Moi blev valgt som præsident.

I begyndelsen af 79 udstedte præsident Moi amnesti til landets politiske fanger og indledte en kampagne mod korruption. Regeringens første skridt pegede på, at den ønskede at føre en teknokratisk linie uden at tolerere radikale forandringer i landets strukturer. Blandt teknokraterne begyndte Charles Njonjo at udmærke sig. I juni 80 blev han udpeget til indenrigsminister.

Njonjo spillede en hovedrolle i opløsningen af de etniske organisationer, der siden starten af 70'erne var opstået i landet. Den største af disse - GEMA (sammenslutningen af Kikuyuer, Embuer og Meruer) - var ledet af en forretningsmand og millionær. Den blev et stærkt magtinstrument for de etniske ledere, der berigede sig ved forretninger med nordamerikanere og englændere. GEMA satte sig imod udnævnelsen af Moi til præsident og var indirekte indblandet i en konspiration, der havde til formål at myrde hele regeringen efter Jomo Kenyattas død.

I 2001 afbrød USA's præsident Bush bistanden til Kenya indenfor familieplanlægning. Årsagen var et rygte om, at salg af fremsendte kondomer blev anvendt til financiering af abort. For at bremse spredningen af HIV blev regeringen i stedet tvunget at købe kondomer fra en tysk virksomhed financieret af Verdensbanken.

Gennem 1990'erne stod politiet bag 60% af alle mord i landet. Dette tal voksede i 2001 til 90%. Samme år brød der stammestridigheder ud på konflikter om jord og adgang til vand - både i Nairobi området og i den sydlige del af landet. Afbrændingen af landsbyer førte til interne flygtningestrømme.

  • EBUSINESSTRAVEL.DK © 2019
  • AMM International ApS - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email info@ebusinesstravel.dk