Marokko - introduktion

Værd at besøge i Marokko (VIDEO)

Rabat – moderne hovedstad og historisk by

Lyt ikke til, hvad de siger i Casablanca. Marokkos hovedstad, Rabat, er ganske vist ikke en storby med det største, længste og højeste af alting. Med sine ’kun’ 1,7 millioner indbyggere, er den mindre og mere rolig end storebror Casablanca, som med sine fire millioner indbyggere er landets største. Men Rabat har en lang historie, som folder sig roligt ud med mausoleer og moskéer, basarer og boulevarder, koloniarkitektur og kongepaladser. Så det er helt på sin plads, at Rabat i år er kommet med på listen over verdenskulturarv. Som besøgende får man her indtryk af, hvordan det moderne Marokko gerne vil præsentere sig selv, med de palmeprydede boulevarder, regeringsbygninger og kongepaladser, der ikke forsøger at se ældre ud, end de er, men alligevel i sin arkitektur står ved arven fra både Andalusien, Afrika og den arabiske verden

Et af byens vartegn er Hassantårnet, en minaret, der rager næsten 44 meter i vejret. Den skulle have været 60 meter høj. Nu står den omgivet af 360 søjlestumper og vidner om en ufærdig moské. Søjlerne skulle have båret taget på moskéen, men da bygherren, almohade-sultanen Yacoub al-Mansour, døde i 1119, blev byggeriet opgivet. Bag minareten ligger kong Mohammed den 5's mausoleum, placeret på det sted, hvor den daværende konge i 1956 stod og takkede Gud for, at Marokko var blevet frit. Fra platformen på toppen af Hassan-tårnet kan man skue ud over byen, som er smukt placeret ved floden Bou Regregs udmunding i Atlanterhavet. Langs havet og floden folder byens forskellige kvarterer sig ud som en opslået historiebog:

Medinaen (den middelalderlige bydel) med handelsgaden Rue des Consuls, som har navn efter de udenlandske diplomater, der boede her helt frem til midten af 1900-tallet. Mange huse i medinaen har i øvrigt et andalusisk præg – med gullige farver og trækonstruktioner. Det vidner om, at de fleste af bygningerne blev opført efter 1600-tallet og i begyndelsen især var beboet af flygtninge fra Spanien. Da spanierne i 1609 smed de sidste muslimer og jøder ud af Andalusien, slog en del af flygtningene sig nemlig ned i Rabat, hvor de rejste en mur rundt om den nuværende medina.

Helt anderledes end medinaen er den franske ville nouvelle af en akse med officielle bygninger i fransk kolonistil. Tæt på medinaen ligger kasbah’en, den befæstede bydel, som i 1600-tallet rummede en stor kaserne til en afdeling af sultan Moulay Ismails hær, bestående af sorte stammefolk, der gjorde tjeneste i hæren mod til gengæld at blive fritaget for at betale skat. På den anden side af floden ligger Salé med sine fornemme gamle huse i spanskarabisk blandingsstil, og mellem Salé og Rabat vrimler det med metro- og havnebyggeri, omgivet af modernistiske etageejendomme til Rabats vellønnede bureaukrater.

El-Jadida – portugisernes mærke på Marokko

Da portugisiske kolonister i deres forsøg på at nå til Indien udforskede og besatte dele af Vestafrika, anlagde de flere befæstede kolonier på Atlanterhavskysten. En af dem, Mazagan, er i dag kendt som El-Jedida, en marokkansk havneby, som kun er kendt af få turister. Men tager man dertil får man ikke blot frist Atlanterhavsvind, men også mulighed for at se en særlig form for militærarkitektur fra renæssancen. Til en befæstet koloni hørte ikke blot mure og tårne, men også vandcisterne og kirke, og disse bygninger er fint bevarede.

Alt i alt udgør El-Jadida et enestående eksempel på, hvordan europæisk og marokkansk kultur påvirkende hinanden i 1500 til1700-tallet, for eksempel når det gælder byplanlægning, arkitektur og teknologi.

Essaouira – mellem Europa og Timbuktu

Essaouira lancerer sig som ‘den afrikanske Vindens by’ – og ikke uden grund. Ganske vist var det portugiserne, der anlagde en handelsstation her i 1400-tallet. Og ganske vist er gadebilledet præget af europæere, der kommer for at nyde solen, bølgerne og den friske fisk. Men impulserne fra Afrika er tydelige nok. For århundreder siden lå her en vigtig station på handelsvejen mellem Timbuktu og Europa. Sydfra strømmede guld, elfenben, salt og påfuglefjer hertil, hvor det blev byttet for europæiske varer.

I 1700-tallet havde en lokal arabisk stammeleder taget magten. Han satte en fransk arkitekt til at tegne en vellykket blanding af arabisk medina og skakternet fransk bycentrum – omgivet af et solidt fæstningsanlæg. Resultatet ses tydeligt i medinaens lige gader og fæstningsmurene langs havet, som holder stædigt stand mod bølgerne. Medinaen er ikke helt så svær at finde rundt i som mange andre middelalderlige arabiske bykerner, fordi den blev opført med inspiration fra europæisk militærarkitektur – med lige gader, der krydser hinanden i rette vinkler omgivet af fæstningsmure.

I 2001 blev den af UNESCO udpeget som en del af verdenskulturarven, og gennem tiderne har befolkningsgrupper fra forskellige dele af verden da også slået sig ned her. I slutningen af 1800-tallet udgjorde den jødiske befolkning i byen op mod halvdelen af indbyggerne, men i dag er der stort set ingen jøder tilbage. Den jødiske bydel, mellah’en, kan dog stadig identificeres i medinaens nordvestlige hjørne.

I dag har mange kunstnere og musikere slået sig ned i Essaouira, og mange af medinaens gamle huse fungerer som gallerier, hoteller og restauranter.

Marrakech – 1001 nats eventyr

Med sine knap en million indbyggere er Marrakech Marokkos næststørste by, hvor handel og industri spiller en stor rolle, og det er her, man møder både eksotiske og eksklusive sider af arabisk storbyliv. Men mest af alt er Marrakech kendt som den mest eksotiske by i hele den arabiske verden – en slags virkeliggørelse af scenerierne i 1001 nats eventyr.

Det centrale torv, Djemaa el-Fna, blev indtil for 100 år siden brugt som offentlig henrettelsesplads, hvor de dødes hoveder blev stillet til skue. I dag er det gøglere, blinde tiggere og erfarne tand-udtrækkere, der stiller sig til skue – side om side med hennatatovører og daddelsælgere. Der er liv på pladsen fra tidlig morgen, men aktiviteten kulminerer om aftenen i et inferno af lys, lyd og lugte og stilner af omkring midnat, hvor kun suppesælgerne stædigt holder åbent.

Byen blev grundlagt af det berbiske almoravidedynast i 1000-tallet, men der er ikke meget tilbage fra den tid. Til gengæld er der et væld af moskeer, karavanestationer, koranskoler, gravmæler og markedsgader tilbage 1100-1900-tallet, og i den gamle bydel er der også en såkaldt mellah, et jødisk kvarter. Marokko er kendt som det land i den arabiske verden, hvor det jødiske mindretal har haft og har de bedste vilkår. I Marrakech bor der stadig et par hundrede jøder i den jødiske bydel, mellah’en, og den vidtstrakte jødiske gravplads (miâara) vidner om det jødiske samfunds historiske tilstedeværelse i byen.

Marrakech er også kendt for sine herskabelige huse med fredfyldte gårdhaver og for de store haveanlæg og palmelunde, der omgiver byen. Desuden er Marrakech et af de steder i den arabiske verden, hvor traditionerne for kunsthåndværk er mest levende. Så en tur i souken (markedet) i den gamle bydel kan blive en dyr fornøjelse.

Ksare’en i Ait Benhaddou – kulissen der blev reddet

Den befæstede landsby Aït Benhaddou er der nok ikke mange, der har hørt om. Men temmelig mange har sikkert set landsbyen – om ikke i virkeligheden, så på film. Væsentlige dele af storfilmen Lawrence of Arabia (fra 1962 med Peter O’Toole i hovedrollen) blev nemlig optaget der, og så var landsbyens karriere som filmkulisse begyndt. Siden blev pladser, rum og bygninger i landsbyen brugt i film som Prince of Persia og Gladiator og tv-serier som Ali Baba og de fyrretyve røvere.

Dele af den lavereliggende del af byen blev ligefrem modelleret om under indspilningen af filmen Jesus of Nazareth, og måske var der gået rent Disneyland i den, hvis ikke UNESCO i 1987 havde sat den befæstede landsby på sin liste over verdenskulturarven. Dermed blev der nemlig sat klare grænser for filminstruktørernes fantasi og råderet Derfor står den befæstede landsby i Aït Benhaddou stadig som et flot eksempel på den traditionelle marokkanske bebyggelse, en ksar, som består af en gruppe bygninger lavet i ler og jord og omgivet af høje mure.

Fès – Marokkos spirituelle centrum

Marokkos ældste kongeby er en eksplosion af dufte, farver og lyde. Men Fès (1 million indbyggere) er også en by, der skjuler sine hemmeligheder bag høje mure. Den skal udforskes med vovemod og tålmodighed – fra de myldrende medinagader ind gennem portene til paladser og palæer. Dens forskellige kvarterer fortæller hver især deres historie om Fès.

Fés el-Bali, ‘Det gamle Fès’, blev grundlagt i 789 af Moulay Idriss, også kaldet Idriss 1. Det var dog hans søn, Idriss 2., der førte de fleste af byggeplanerne ud i livet, og han anses af mange for den egentlige grundlægger af Fès el-Bali. Og byen blev ikke kun skabt af de to sultaner, men også af muslimske flygtninge fra både øst og vest.

I begyndelsen af 800-tallet ankom nogle tusinde flygtninge fra Kairouan i Tunesien. De slog sig ned i et kvarter, som fik navnet Adwa al Qarawiyin (eller Adouat El-Kairouin). Her opførte de den storslåede Kairaouine-moské. Lidt længere mod sydøst ligger Adwa al Andlusiyin, det andalusiske kvarter, som har navn efter 300 muslimske flygtninge fra Cordoba i Sydspanien, der bosatte sig her i 800-tallet og satte deres præg på byen med fine moskéer og medersa’er (koranskoler).

Medinaen er en fascinerende labyrint, hvor man kan købe stort set alt – og hvor de fleste af varerne bliver transporteret ind i de smalle gader på æselryg. Medinaen kan virke som et tilfældigt virvar, men den er opdelt i små kvarterer med egne moskéer, skoler, markedsgader, kiosker, frisører, badehuse, bagerier, melonsælgere, tehuse, kaffesaloner med mere.

Fès er dog ikke blot handelsby, men også Marokkos spirituelle centrum. Fyldt med sufigrave, mystiske broderskaber, medicinmænd og musikere, hvis trancefrembringende rytmer bruges til helbredende ceremonier med kvindelige medier. Hvert år i maj holdes en festival for sufikultur, hvor man kan høre marokkanske og udenlandske sufiorkestre, se udstillinger med sufikunst og høre sufiinspirerede poeter læse op af deres værker. I juni fyldes byen igen af musik og mystik, når festivalen for religiøs musik finder sted. Jødiske korsangere, arabiske stjernerappere, irske kirkekor, hindumusikere fra Indien, gospelsangere fra USA.

Meknès – maurisk militærarkitektur

Med sine cirka 235.000 indbyggere er Meknès den mindste af Marokkos fire ’kongebyer’. Den var kun hovedstad fra 1672 til 1727, under ledelse af den grusomme og effektive sultan Moulay Ismail. Men den gamle bydels paladser og pragtvillaer er imponerende eksempler på maurisk militærarkitektur og den blanding af islamisk og europæisk stil, som udviklede sig i Nordafrika i 1600-tallet. Bag byens fæstningsmure ligger 25 moskeer, 10 hammammer (badeanstalter), paladser, kornkamre, købmandsgårde og herskabsboliger, bygget i den særlige form for jord-arkitektur, som er karakteristisk for mange byer i det sydlige Marokko.

Tétouan – spansk stemning

Kong Hassan 2. beskrev engang Marokko som “et træ med rødder i Afrika og med grene i Europa”. Når man er i Tétouan, forstår man hvorfor. Byen var spaniernes hovedby fra 1912 til 1956, og på gadeskiltene står der stadig calle og på menukortene bocadillos, og et 'hola' forstås overalt. Tétouan har siden 700-tallet været et vigtigt kontaktpunkt mellem Marokko og Andalusien, og store dele af byen er bygget af andalusiere. Siden årtusindskiftet er spaniere i stort tal vendt tilbage som turister, investorer og kulturelle entreprenører. Det giver den spanske stemning et løft – og håndværkerne masser af arbejde.

Udover den spanske stemning er det især den velbevarede gamle bydel, som gør Tétouan til noget særligt. Her kan man se, hvordan Marokkos medinaer har set ud for århundreder siden. De fleste varer er tilpasset de lokales behov, smag og behag. Genbrugstøj i store bunker, rød- og hvidstribede berberstoffer, kobbergryder og kander, bønnekranse og -tæpper. Mange håndværkere har værksteder i medinaen, hvor huse i andalusisk stil ligger tæt – ofte kun forbundet af smalle, overdækkede gyder.

Bydelen har over 60 moskéer, og hver moské har sit lokalområde med bagerier, kiosker og kagesælgere. Medinaen er ganske lille, men den er labyrintisk og eventyrlig – et oplagt sted at fare vild! Så må man spørge om vej til den nærmeste port i den omkring fem kilometer lange bymur, der omgiver den gamle bydel. KILDE POLITIKKEN

I oldtiden bestod i det nordlige Marokko et rige, Mauritania, der 43 e.Kr. kom under Rom. I det 5. århundrede trængte vandalerne ind i Marokko, og efter en kort tid at have stået under østromerne blev landet erobret af araberne. I 790 grundede edrisiderne et uafhængigt kalifat i Marokko, der dog 986 måtte underkaste sig fatimiderne. Disse afløstes af zeiriderne, der 1062 fordreves af almoraviderne. 1146—1269 herskede almohaderne, der afløstes af meriniderne, som atter i det 15. århundrede styrtedes af sanditterne. Disse herskede indtil 1546.

 

De efterfulgtes af sherif-dynastiet fra Tafilet, der udvidede riget over det vestlige Algeriet og en stor del af Sahara. Portugiserne fordreves fra deres afrikanske besiddelser, og sørøveriet blomstrede. I begyndelsen af det 17. århundrede fik Marokko en stor befolkningstilvækst i de fra Spanien fordrevne maurere og jøder. Sherif-dynastiet var dog stadig plaget af tronstridigheder, der udbrød efter næsten enhver sultans død og ofte førte til en midlertidig deling af riget. Under franskmændenes krig med Abd-el-Kader støttedes denne af Marokko, hvilket havde et bombardement af Tanger og Mogador til følge. Under urolighederne efter sultan Abd-ur-Rahman’s død i 1859 foretog rifberberne et mislykket angreb på de spanske kolonier, hvilket havde til følge, at Marokko efter en kort krig blev tvungen til at betale en stor skadeserstatning. Det samme gentog sig 1893, og atter måtte Marokko betale, hvorfor sultan Mulei Hassan foretog et plyndringstogt mod rifberberne. Efter Mulei Hassan’s død i 1894 kom Abd-ul-Aziz på tronen.

Under Abd-ul-Aziz’ svage regering blev Marokko hjemsøgt af oprør overalt. Sultanens farligste modstander var prætendenten Bu Hamara, kaldet Er-Roghi. I det nordlige gjorde desuden røverhøvdingen Raisuli landet usikkert, og hans overfald på europæere og amerikanere medførte oftere magternes indgriben. I 1905 søgte den marokkanske regering at uskadeliggøre ham ved at gøre ham til guvernør over nogle stammer.

 

Med århundredskiftet voksede i Marokko følelsen af det truende i Frankrigs fremtrængen i oaserne mod vest. Efter, at Ententen mellem Frankrig og England i 1904 havde givet Frankrig fri hænder i Marokko, viste der sig stadig tydeligere tegn på, at Frankrig tilsigtede at bringe Marokko i afhængighed af sig. Frankrig og Spanien sluttede — som de i Marokko nærmest interesserede magter — en overenskomst og søgte at gøre den opfattelse gældende, at de var "Europas mandatarer" over for Marokko. Her stødte de på modstand hos den magt, hvis handel på Marokko navnlig var i vækst, Tyskland. Kejser Vilhelm’s besøg i Tanger 1905 var beregnet på at styrke sultan Abd-ul-Aziz’ modstand mod Frankrigs vidtgående fordringer. På den konference af magterne i Algeciras, som Tyskland tvang igennem, vedtoges en række bestemmelser, sigtende til at præcisere magternes og Marokko’s gensidige rettigheder og forpligtelser, blandt andet ligeberettigelse for alle magters handel på Marokko og Marokkos pligt til at skaffe et virksomt politiværn.

I øvrigt anerkendtes det her, at Frankrig og Spanien havde særlige interesser i landet. Muley Hafid, sultan Abd-ul-Aziz’s broder, gjorde oprør mod denne, der havde vist sig svag over for de fremmede og desuden havde forarget de rettroende ved den interesse, han viste over for biler, fotografiapparater og andre af den europæiske tekniks vidundere. Et overfald på nogle franskmænd og spaniere i Casablanca den 31. juli 1907 førte til et bombardement ved franske og spanske krigsskibe og landsættelse af fransk-spanske tropper. Spanierne trak sig atter ud af det, mens franskmændene besatte Casablanca og omegnen og bekæmpede de omboende stammer. Frankrig søgte nu at støtte Abd-ul-Aziz over for Muley Hafid, hvis magt stadig voksede. Samtidig skød franskmændene sig fra Algeriet frem i Sydmarokko, hvor de besatte oasen Tafilelt.

September 1908 var Muley Hafid endelig hHerre over det meste af landet og hyldet i hovedstaden Fes efter, at Abd-ul-Aziz var flygtet og havde stillet sig under de franske troppers beskyttelse. Hans stilling var så håbløs, at franskmændene måtte opgive hans sag, og da Tyskland havde foreslået magterne at anerkende Muley Hafid, gik Frankrig endelig ind på et forlig med denne, hvorved han anerkendtes som sultan mod at overtage sin forgængers forpligtelser, anerkende Algeciras-akterne og forpligte sig til at betale Frankrig omkostningerne ved Casablanca-ekspeditionen.

På samme tid, i september 1908, kom det i Casablanca til et sammenstød mellem de franske militærautoriteter og det tyske konsulats personale i anledning af anholdelsen af nogle tyske desertører fra Fremmedlegionen. Underhandlingerne mellem Frankrig og Tyskland trak ud, en overgang, i november, tilspidsedes konflikten så stærkt, at det så ud til krig, men der efter enedes man om at henvise det i og for sig ubetydelige spørgsmål til voldgift. I juli 1909 blev nogle spanske arbejdere dræbte ved Melilla. Spanien, der havde forberedt sig til ved første givne lejlighed at indlede en aktion i disse egne, begyndte nu et felttog mod bjergstammerne ved Marokkos nordkyst, de såkaldte Rif-kabylere; men de dårligt indøvede spanske soldater fik hårde kampe at bestå med Rifkabylerne i det vanskelige terræn og led gentagne gange betydelige tab. Sommeren 1909 blev Bu Hamara fanget og uskadeliggjort.

Imidlertid nærmede den franske Marokkopolitik sig sit mål. Muley Hafid sluttede overenskomst med Frankrig og bragte derved i virkeligheden Marokko i et fransk protektorats stilling. Et påfølgende oprør af Muley Hafids broder, Muley Es-Sin, blev kvalt ved fransk hjælp 1911. Under disse forhold var det, at den tyske regering demonstrerede ved at sende kanonbåden "Panther" til Agadir, et skridt, der var nær ved at fremkalde krig, idet England afgjort tog parti for Frankrig. Dog ordnedes mellemværendet ved forhandlinger mellem den franske konseilspræsident Caillaux og den tyske regering, og den 4. november 1911 sluttedes en fransk-tysk overenskomst. Tyskland anerkendte Frankrigs ledende stilling i Marokko imod kompensationer Fransk-Kongo.

I marts 1912 blev det franske protektorat en kendsgerning ved en mellem Muley Hafid og Frankrig sluttet overenskomst. Spanien fik protektoratet over en sammenhængende strækning, der omfattede det meste af Marokkos Middelhavskyst. Muley Hafid abdicerede efter en almindelig opstand i april 1912 og efterfulgtes af broderen Muley Jusuf. Den udmærkede administrator general Lyautey blev fransk generalresident i Marokko, og under hans styre pacificeredes landet lidt efter lidt, så at den største del af de franske besættelsestropper i Marokko under 1. Verdenskrig kunne overføres til de europæiske krigsskuepladser. Større vanskeligheder havde spanierne at kæmpe med i kystlandet, og i 1921 indledte de indfødte imod spanierne en hård kamp, som bragte spanierne store tab og kostede meget betydelige ofre.



  • EBUSINESSTRAVEL.DK © 2019
  • AMM International ApS - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email info@ebusinesstravel.dk