Shanghai - introduktion

At komme til Shanghai (VIDEO) er en både mærkelig og fantastisk oplevelse. Her træder man direkte ind i fremtiden og får en fornemmelse af både Tokyo og Manhattan. Shanghai er et af verdens ”hotteste” steder netop nu, og byen vokser hurtigt. Næsten hver dag ser du silhuetten af en ny, futuristisk designet ”skraber” som rejser sig mod skyerne. Og som turist er det vigtigt at man skaffer sig et bykort, der er så nyt som muligt, hvis man skal være sikker på at kunne finde vej. Men selv om Shanghai breder sig, er bykernen kompakt, og den er bedst at se til fods. Hvis du kan komme tidligt op, så deltag i morgenens tai chi-øvelser. Når solen står op samles tusinder af mennesker på gader, torve og i parkerne for at dyrke gymnastik og meditation sammen.

Shanghai byder på masser af kulturelle seværdigheder, for ikke at glemme et pulserende handels- og natteliv. Som en stærk kontrast til Pudongs futuristiske byggeri står Shanghais gamle franske bydel, der i det store og hele står intakt, og hvor vigtige bygninger er nænsomt restaureret. En vandring her kan give indtryk af, hvorledes de europæiske kolonimagter satte sig tungt på kernen i Kinas største by og indrettede sig i villaer, der var som bygget over modeller fra Paris, Bordeaux, London og Surrey.

I den franske bydel er det muligt at besøge bygningen, hvor det kinesiske kommunistparti blev grundlagt. Nabobygningen er gjort til museum, hvor byens liv for 80 år siden er skildret i billeder. Herfra er der heller ikke langt til et par museer, som er indrettet i tidligere boliger for et par af de største koryfæer i det moderne Kinas historie. Sun Yatsen, der grundlagde det republikanske Kina efter kejserdynastiets fald i 1911, havde flere boliger. En af dem er i dag et museum og giver et levende indtryk af vilkårene for den nye middelklasse, der i republikkens første år forsøgte at lægge grunden til det moderne Kina. Sun Yatsen, der døde i 1925, er i dag en folkehelt for begge parter i den kinesiske borgerkrig, kommunisterne og nationalisterne på Taiwan.

I den gamle bydel ligger husene tæt og er meget små, men der er til gengæld et tæt socialt samvær, hvor mange laver maden på gaden. Her findes bygudens tempel, hvor mange ofrer røgelse til guderne. Dem findes der mange af. Køkkenguden, velstandsguden, sundhedsguden m.fl. På en lille ø, som man kommer til ad en snoet bro påsat flotte drager, ligger et berømt tehus, hvor både Ronald Reagan og Margereth Thatcher har drukket te og spist vaktelæg. Også her kan man købe mange af de fine kinesiske tesorter.

Flest, størst, højest, bedst og lignende er nogle af de ord kineserne er stolte af at bruge, når de fortæller om alt det gode ved deres byer. Tilsyneladende er det ikke særlig attraktivt at bo på landet, som det er i Danmark, men det er der en grund til. Bl.a. ydes der 5 gange så høje statsmidler til byboere, og mange har ikke råd til bil.

Seværdigheder
  • The Bund Begynd på paradegaden The Bund, som ligger i hjertet af Shanghai, ved Huangpuflodens bred. The Bund er den gamle havnepromenade med masser af gamle britiske kolonibygninger og meget hyggelig at slentre på. Fra The Bund har du udsigt til Pudongs skyskraber og Oriental Pearl TV Tower, som skyder 468 meter op over jorden. The Bund og tårnet med sit ”Space City” på 90 meter er Shanghais vartegn.
  • Nanjing Lu Er en anden kendt gade, som går gennem hele Shanghai. Den passerer Renmin-park og er på sine steder et strålende forretningsstrøg med blankpolerede fliser. Der er luksuriøse forretninger og varehuse med den seneste japanske elektronik, mode fra hele verden, biografer, barer, natklubber og restauranter, caféer og isbarer.
  • Oriental Pearl Tower Er Østens højeste tårn og fra toppen af dette 468m modernistiske tv-tårn er der en fantastisk udsigt over Shanghai havn.
  • Den Gamle Kinesiske By Ikke langt herfra findes Den Gamle Kinesiske By, en slags Chinatown i Shanghai.
  • Yuyuan Bazaar Er et have- og markedsområde lige ved Nanjing Road som er Kinas mest berømte forretningsgade.


  • EBUSINESSTRAVEL.DK © 2019
  • AMM International ApS - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email info@ebusinesstravel.dk