Intro til Vietnam

Vietnam (VIDEO) opleves bedst i myldretiden, hvor trafikken kan tage vejret fra de fleste danskere. Det at komme over vejen er en oplevelse i sig selv og faktisk muligt mellem hundredvis af cykler, knallerter motorcykler og biler. Fra fantastiske strande til bjerge og gammel kultur er mulighederne uendelige. Vietnameserne er utrolig venlige og hjælpsomme og gør bare oplevelsen større. Hanoi og Ho Chi Min City er metropoler og bør besøges, men der er mange flere steder, der er et besøg værd. Her er blot nogle af de navne, der kan besøges: Dalat, Nha Trang, Hoi-An, Hué og Hulongbugten.

Forhold du skal være opmærksom på:

Visum!

Der er normalt IKKE visumtvang til landet, men du bør kontrollere ved at henvende dig til ambassaden eller konsulatet! Du kan finde ambassader via denne webside:

Forsikring!

Vi anbefaler at du tegner en sygdoms- og hjemrejseforsikring.

Vaccination!
Vi anbefaler vaccinationer til dette land samt malariapiller. Tal med din doktor.
Den nordlige del af det nuværende Vietnam blev erobret af Kina i det første århundrede f.v.t. Dette var indledningen til det kinesiske herredømme, der varede i over 1.000 år. Den kinesiske indflydelse satte et varigt præg på det vietnamesiske samfund. Kina havde en overlegen kultur og civilisation. Kineserne forbedrede landbruget ved bygningen af vandingsanlæg og metalplove og indførte ny teknik i minedriften. De byggede veje og kanaler. Nordvietnam blev gradvist præget kulturelt af kineserne. Den konfutsianske lære og det kinesiske administrative system blev indført.

Nordvietnams historie er i denne periode præget af stadige oprør mod den kinesiske politiske dominans. Men Nordvietnam blev aldrig «konfutsianiseret» på samme måde som Kina. Det buddhistiske indslag var stærkere. I Vietnams centrale dele var den hinduistiske indflydelse stærk, på samme måde som i Kampuchea, der havde herredømmet over hele den sydlige del af Vietnam. Nordvietnam blev selvstændigt i det niende århundrede efter at have besejret de kinesiske hære. I 1500 tallet begyndte den vietnamesiske ekspansion sydpå. Befolkningstilvæksten førte til mangel på dyrkbar jord. Den sydlige del af Vietnam var frugtbar men tyndt befolket. Saigon blev erobret ca. år 1700, og ved slutningen af 1700 tallet var det der i dag er Vietnam under ét styre, med undtagelse af den sydligste del af Sydvietnam der først blev erobret i 1840.

Det kinesisk prægede samfundssystem herskede i Nordvietnam, var allerede i 1100 tallet konsolideret. Kejseren havde absolut magt. Hans magt tilskrev sig et «mandat fra himlen». Landet blev styret af et embedsværk af mandariner, som kun var ansvarlige overfor kejseren. På samme måde som i Kina blev mandarinerne rekrutteret gennem et eksamenssystem efter konfutsianske principper. Principielt kunne alle blive embedsmænd, men kun de velstående havde råd til den lange skolegang, der var en forudsætning for at bestå eksamen. Sydvietnam udviklede aldrig den fasttømrede samfundsstruktur, der herskede i Nordvietnam. Erobringen af Sydvietnam var fuldført i slutningen af 1700 tallet. 100 år senere blev Vietnam koloniseret af Frankrig.

I modsætning til Nordvietnam havde Sydvietnam fået stærke civilisations- og kulturimpulser fra hinduismen, og området var i længere tid en del af Kampuchea. Godsejerne havde en stærkere stilling i Sydvietnam. Denne forskel mellem Nord og Sydvietnam blev forstærket med den franske erobring.

På samme måde som det kinesiske kejserrige ikke overlevede sammenstødet med den vestlige imperialisme, bukkede også det vietnamesiske samfundssystem under i sammenstødet med Frankrig. Men mens Kina aldrig mistede sin politiske uafhængighed, blev Vietnam koloniseret. Den sydlige del af Vietnam - Cochinkina - blev en egentlig fransk koloni, mens den centrale del (Anam) og Nordvietnam (Tongkin) blev gjort tilprotektorater. Dette forskel havde mindre politisk og økonomisk betydning.

Erobringen af Vietnam indledtes i 1860 under Napoleon III, og stødte kun på spontan, desorganiseret og dårlig bevæbnet modstand. Alligevel var franskmændene 3 årtier om endelig at besejre denne modstand. For at fjerne den kinesiske kulturelle indflydelse indførte franskmændene «quoc ngu» - et vietnamesisk skriftsprog med latinske bogstaver. Kolonialiseringens baggrund var, at den franske kapitalisme havde behov for råvarer og nye markeder. Den udvikling der fandt sted under kolonistyret tog udelukkende sigte på at fremme franske interesser. Det gjaldt så vel gummiplantagerne, som minedriften og fødevareproduktionen. Der blev næsten ikke opbygget industri. De store profitter franskmændene høstede blev ikke reinvesteret i det vietnamesiske erhvervsliv. De franske investeringer var koncentreret om produktion til eksport. De administrative stillinger var forbeholdt franskmændene, men en del af de lavere stillinger blev gradvist besat med vietnamesere. I 1939 var det kun 15% af de vietnamesiske børn der fik nogen form for skolegang, og 80% af befolkningen var analfabeter. Dette stod i stærk kontrast til den førkoloniale periode, da flertallet af befolkningen besad en vis skrive- og læsefærdighed. I 1939 fandtes der 700 vietnamesiske studenter ud af en befolkning på 20 millioner. Den vietnamesiske befolkning blev ikke blot økonomisk udarmet under kolonitiden. Den blev også sat kulturelt tilbage. Den katolske kirke spredte under kolonitiden sin indflydelse. Man regner med, at der efter anden verdenskrig var 2-3 millioner katolikker i Vietnam. Dette kom til at få stor betydning efter verdenskrigen.

Efter første verdenskrig voksede der en bevægelse frem, der søgte at opnå indrømmelser ved at samarbejde med Frankrig, og i Sydvietnam gav franskmændene tilladelse til oprettelse af et politisk parti. En tilsvarende tilladelse blev ikke givet i Nord. Forskellen mellem Nord- og Sydvietnam trådte atter frem. Men denne politiske bevægelse slog fejl. Franskmændene nægtede at give indrømmelser, og i 1930 brød der nye oprør ud. Allerede gennem 1920'erne var der dukket flere politiske organisationer op. I 1925 havde Ho Chi Minh bl.a. dannet den revolutionære vietnamesiske ungdomsbevægelse, der hurtigt blev den vigtigste blandt de illegale modstandsgrupper.

I 1929 blev der i flere dele af landet oprettet marxistisk-leninistiske partier, der året efter blev samlet i Indokinas Kommunistiske Parti af Nguyen Ai Quoc, der senere antog navnet Ho Chi Minh. Senere besluttede partiet, at det ville være mere effektivt at opdele sig i tre dele for hhv. Kampuchea, Laos og Vietnam. Sidstnævnte antog navnet Arbejderpartiet. Det var først ved dets 4. kongres i 1976, at det antog navnet Vietnams Kommunistiske Parti (VKP).

I 1930 brød der som sagt et omfattende bondeoprør ud ledet af kommunistpartiet. En række godsejere blev dræbt, og der blev flere steder oprettet «sovjetområder». Vi ser her en parallel til den tilsvarende udvikling i Kina på det samme tidspunkt. Det tog franskmændene over et år at undertrykke dette oprør. Da Leon Blum dannede sin folkefrontsregering i Frankrig i 1936, skete der en vis liberalisering i Frankrigs kolonipolitik i Vietnam, men efter Blumregeringens fald i 1937, satte undertrykkelsen ind på ny. I 1930'erne havde kommunistpartiet ikke mindst pga. Pham Van Dong og Vo Nguyen Giaps arbejde, opbygget et netværk af kommunistiske grupper i størstedelen af landet, og kommunistpartiet fremtrådte som den dominerende leder af befrielsesbevægelsen. Den kommunistiske bevægelse stod stærkest i Nordvietnam. Af historiske årsager var gennemslagskraften ikke så stor i Sydvietnam. I denne del var der i mellemkrigstiden sket en stærk vækst i de buddhistisk-politiske og patriotiske sekter Cao Dai og Hoa Hao, der fik op imod en million tilhængere.

Begivenhederne under den anden verdenskrig var af afgørende betydning for den videre udvikling i Vietnam. I 1942 havde Japan besat hele Indokina, men den franske administration fik lov til at fortsætte. Først i marts 1945 afsatte japanerne den franske administration og tog fuld kontrol over landet. I 1941 fik Ho Chi Minh samlet de forskellige nationale bevægelser i en fælles front under navnet Viet Minh. Chiang Kai-shek søgte fra Kina at skabe en modbevægelse, men dette mislykkedes totalt. Viet Minh organiserede guerillakampen mod Japan, samlede informationer om de japanske militære dispositioner og organiserede redningen af nedskudte nordamerikanske piloter.

Med sin kamp mod den japanske besættelse, og sit radikale program formåede Viet Minh at sammensmelte de stærke nationalistiske strømninger i det vietnamesiske folk og den radikale reformbevægelse, og give disse et socialistisk indhold. Da japanerne kapitulerede, havde Viet Minh en stærk hær og bred folkelig opbakning. Den 18. august 1945 beordrede Ho Chi Minh generalopstand. To uger senere var den revolutionære magt etableret i Hanoi, og republikkens uafhængighed blev proklameret. Herskeren Bao Dao trådte tilbage og tilbød at fungere som rådgiver for det nye styre. Det kommunistiske parti i Vietnam fuldførte på mange måder den samme opgave, som det kinesiske kommunistparti gjorde i Kina. Men mens de kinesiske kommunister havde fuld kontrol over deres land i 1949, måtte den vietnamesiske befrielsesbevægelse først kæmpe mod Frankrig og senere mod USA indtil den endelige sejr i 1975.

Samme år blev der i Geneve underskrevet en fredsaftale, efter hvilken franskmændene skulle trække sig ud og der i 1956 skulle gennemføres valg i hele Vietnam. Viet Minh styrkerne skulle samtidig trække sig tilbage til nord for den 17. breddegrad. I syd installerede USA Ngo Dinh Diem regimet i Saigon, opdelte landet og overtrådte Geneveaftalen ved ikke at gennemføre valg. I 1960 sluttede organisationer - demokrater, socialister, nationalister og marxister - der var fjendtligt stemte overfor Diemdiktaturet sig sammen i den nationale befrielsesfront (FNL), også kendt som Vietcong og ledet af advokaten Nguyen Huu Tho. «Den 2. modstandskamp» blev indledt. Denne gang mod de skiftende militærregeringer i Saigon og især mod USA, der støttede, bevæbnede og rådgav dem. I første omgang med rådgivere men senere med tropper, der nåede op på i alt 580.000 i 1969. USA smed flere bomber over Vietnam, end der var blevet kastet under hele 2. verdenskrig og eksperimenterede med kemiske og bakteriologiske våben.

USA's 15 år lange krig mod Vietnam kostede supermagten 150 milliarder dollars, ødelagde 70% af bebyggelsen i nord og gjorde 10 millioner hektarer uanvendelige. Alligevel sejrede Vietnam. Den 30. april 1975 drog Vietcong sejrrigt ind i Saigon og den 2. juli 1976 blev landet genforenet under navnet Den socialistiske vietnamesiske Republik. Folket stod nu overfor en gigantisk opgave. Landet skulle genopbygges efter umenneskelige lidelser og ødelæggelser. Mange millioner var blevet dræbt eller såret. 40% af den dyrkbare jord og skov var ødelagt. Dæmninger der var afgørende for dyrkningen af mad, var bombet i stykker. Store befolkningsgrupper i Nordvietnam var blevet evakueret. Over ti millioner var blevet flygtninge i Sydvietnam. Krigen havde beslaglagt alle ressourcer i Nordvietnam, således at der ikke havde været nogen reel økonomisk vækst i perioden fra 1965 til 1975. I 30 år havde Vietnam været delt i to stater, der havde udviklet vidt forskellige samfundssystemer. I Nordvietnam havde kommunistpartiet konsolideret sin stilling efter sejren over Frankrig i 1954. Det havde udviklet det mest stabile ledelseslag indenfor den socialistiske verden.

Ledelsen omkring den geniale politiker Ho Chi Minh, der var blevet etableret i 1930, havde i modsætning til Sovjetunionen og Kina aldrig oplevet udrensninger. Ingen var blevet anklaget for at være kontrarevolutionære eller følge kapitalistiske veje. Ho Chi Minhs død i 1969 skabte ingen magtstrid. Allerede under befrielseskampen mod Frankrig var det blevet gennemført jordreformer i de befriede områder. I 1955-56 foregik der en kollektiviseringskampagne. På grund af dens hårdhændede gennemførelse mødte den dog udstrakt modstand. Politikken blev lagt om og uroen blev hurtig overvundet. Lederen af kollektiviseringskampagnen blev forflyttet, men var fortsat med i ledelsen. En betydelig del af industrien, veje, jernbaner, skoler og sygehuse, der var blevet opbygget, blev bombet i stykker af USA. Den nye landbrugspolitik førte frem til 1965 til en betydelig stigning i landbrugsproduktionen, da krigen mod USA for alvor satte ind. Al produktion blev indstillet på at producere de mest nødvendige varer og våben. Nøjsomhed og enkel livsførsel blev normen.

Den ubestridte leder Ho levede ikke synderlig anderledes end den gennemsnitlige vietnameser. Udviklingen i Sydvietnam dannede en skarp kontrast til dette. I syd blev der opbygget et kunstig samfund, baseret på nordamerikanske dollarindsprøjtninger, med en høj luksusstandard for overklassen. Saigonregimets politik var at flytte befolkningen til byerne, for at hindre at guerillaen kunne få støtte i landsbyerne. I 1960 var 85% af Sydvietnams befolkning bønder, i 1975 det reduceret til 35 %. Saigon var svulmet op til en by på 4 millioner. 8 millioner levede direkte af nordamerikanerne. Administrationen og hæren var svulmet op til 1,5 millioner og 3 millioner var arbejdsløse.


  • EBUSINESSTRAVEL.DK © 2019
  • AMM International ApS - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email info@ebusinesstravel.dk