Belgien Introduktion

Belgiens (VIDEO) nordlige del - Flandern - består af sand- og lerjord; aflejringer fra floderne. I syd finder man bjergkæden Ardennerne, hvis højde ikke overstiger 700m., og hvor der findes rige forekomster af kul. Belgien er, med sin store befolkningstæthed, et vigtigt handelscenter, takket være sin geografiske beliggenhed og med det veludbyggede vejnet, der dækker den nordlige del, hvis centrum er havnen iAntwerpen.
I kullejerne i Sambre og Meuse finder man sværindustrien og i Flandern har man anlagt tekstilindustrien. Etnisk sammensætning: Der findes to befolkningsgrupper i Belgien, flamlænderne af tysk afstamning med ca. 55%, og valonerne af latinsk afstamning med 44 % af den samlede befolkning. Derudover findes et tysk mindretal, der repræsenterer 0,7% af befolkningen. Mere end 7% af de erhvervsaktive, ca. 250.000 personer, er indvandrere - italienere, marokkanere, spaniere og en mindre koloni af tyrkere og afrikanere. Den franske arv går igennem med fantastisk mad, kultur og oplevelser.Navnet Belgien stammer fra oldtidens Gallia Belgica. Landet blev dog først officielt anerkendt i 19. århundrede. I oldtiden var landet fra Rhinen og Nordsøen næsten helt ned til Seine beboet af stammer der samlet blev referet Belgae. Cæsar erobrede landet 57-50 f.Kr. efter meget hårde kampe (»Belgerne er de tapreste af alle Gallere«, skriver Cæsar). Rhinen blev nu gjort til statsgrænse, og belgerne blev efterhånden romaniserede. Mindet om deres dobbelte oprindelse bevaredes dog i navnene på de to provinser, der oprettedes mellem Rhinen og havet: Belgica secunda mod vest og Germania inferior mod øst.

Landet var tæt befolket i romertiden, og allerede dengang spillede tekstilindustrien en stor rolle med eksport af produkter helt til Italien. Romaniseringen af Belgien blev først fuldført gennem kristendommen, der kom ind i slutningen af det 3. og i 4. århundrede. På samme tid begyndte franker og alamanner at trænge ind, da romerne ikke længere kunne holde dem ude. Frankerne koloniserede det nordlige og vestlige Belgien (hvor der nu tales nederlandsk), medens den ældre romaniserede befolkning klarede sig i det sydlige (hvor der nu tales fransk).

Den første frankerkonge, Chlogio, erobrede landet indtil Somme, og udgående herfra udbredte frankerkongen Klodevig 1. (481-511) sit herredømme over hele Gallien. Ved frankerrigets deling i 843, fik Frankrig landet vest for Schelde (Flandern), mens landet mellem Schelde og Rhinen først tilfaldt Lothars Rige og senere (870) kom under Tyskland. I feudaltiden opløstes disse lande hurtigt i talrige småstater under tysk og fransk lenshøjhed: For både hertugdømmerne Brabant og Limburg, grevskaberne Flandern, Hennegau, Namur og Luxembourg, bispedømmet Liège og flere andre blev fællesbetegnelsen Nederlandene fra det 11. århundrede, det vil sige landene ved Rhinens, Maas’ og Scheldes nedre løb. Skønt disse lande næsten uophørlig var i krig enten indbyrdes eller med Frankrig, udviklede der sig især i Flandern en række byer (Gent, Ypern (Ieper), Brügge, Courtrai med flere), som havde livlig industri og handel og et kraftigt og selvbevidst borgerskab, der forstod at hævde sig over for lensherrerne.Klædevævning var den vigtigste industri, uld blev indført fra England, og handelen blev stadigt mere blomstrende.

For at forsvare sig mod Frankrigs erobringslyster sluttede de flanderske borgere under Artevelde et forbund med Edvard 3. af England i 1340. I slutningen af det 14. århundrede og i begyndelsen af det 15. århundrede erhvervede hertugen af Burgund ved arv, giftermål, køb og overenskomster efterhånden alle Nederlandene, og Filip den Gode og Karl den Dristige søgte at svejse dem sammen til en mægtig stat mellem Frankrig og Tyskland, hvilket førte til blodige stridigheder med de store byer, som opretholdt deres uafhængighed. I 1482 gik Nederlandene ved arv over til huset Habsburg. Under Karl 5. stod Nederlandene på deres højdepunkt i industriel og kommerciel blomstring, men han fortsatte burgundernes centraliseringspolitik og fik i 1548 Nederlandene anerkendt som en særlig kreds af det tyske Rige.

Filip 2.’s tyranniske regering fremkaldte snart efter den nederlandske frihedskrig, der førte til de nordlige provinsers løsrivelse, mens de sydlige provinser forblev under Huset Habsburg og katolicismen. Efter at have vundet vallonerne for den spanske sag ved at benytte sig af deres skinsyge mod de flamske byers overvægt, erobrede Alexander Farnese Ieper, Mecheln, Gent, Bryssel og til sidst også Antwerpen i 1585. Denne undertvingelse og adskillelsen fra de nordlige Nederlande gav Belgiens økonomiske liv et ubodeligt knæk. Tusinder af de dygtigste indbyggere flygtede for inkvisitionen til Nederland eller England. Græsset groede i Brügges og Gents Gader, og Antwerpens blomstrende handel blev aldeles ødelagt af nederlænderne, der beherskede Schelde-mundingerne og ved den westfalske Fred i 1648 fik ret til at lukke Schelde for alle skibe.

Mellem 1598 og 1633 nød Belgien en slags formel uafhængighed under Filip 2.’s datter Isabella og hendes gemal, ærkehertug Albrecht, men da Isabella døde barnløs, vendte de belgiske provinser tilbage til Spanien og var under navn af de spanske Nederlande en provins af dette rige. I Krigene mellem Frankrig og Spanien i det 17. århundrede var Belgien hele tiden krigsskueplads, og ved Pyrenæer-Freden (1659), freden i Aix-la-Chapelle (1668) og freden i Nijmegen (1679) måtte man afstå en betydelig del af det sydlige Belgien til Frankrig. Disse provinser blev kun delvist givet tilbage ved freden i Rijswick i 1697.

Også den spanske arvefølgekrig blev hovedsagelig udkæmpet på belgisk grund, og ved freden i Utrecht (1713) blev Belgien skilt fra Spanien og kom under Østrig, nu som de 'østrigske Nederlande'. Landet var så svagt og udpint og frygten for Frankrig var så stor, at Nederland fik ret til at holde garnisoner i de vigtigste fæstninger langs den franske grænse; samtidig fik Nederland bekræftelse på sin ret til at lukke Schelde for skibsfart.
 
Belgien var således stadig lukket ude fra havet, og forsøg på at gøre Ostende til en stor havneby mislykkedes totalt på grund af nederlændernes og englændernes fjendtlige holdning. Til trods for modgang og underkuelse forstod de belgiske byer dog i en betydelig grad at fastholde deres lokale rettigheder, og de modsatte sig især beskatning uden stændernes samtykke. Den kejserlige guvernør, Marquis de Prié, havde kun ringe held i sine forsøg på at regere Nederlandene som en østrigsk provins, skønt han i den anledning lod (1720) én af de ledende borgere i Bryssel henrette, Frans Anneesens, der endnu mindes i Belgien som frihedens martyr.

  • EBUSINESSTRAVEL.DK © 2019
  • AMM International ApS - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email info@ebusinesstravel.dk