Portugal - introduktion

Portugal (VIDEO) er som skabt til drømme om det ægte og uberørte. Gennem den eksotiske blanding af gyldne sandstrande, maleriske landsbyer, hjertelige mennesker og livskraftige folklore - lige fra Algarve-kysten i syd, over Lissabon og Porto til det mere ukendte Portugal mod nord - er dette land stedet for spændende oplevelser. Atlanterhavet har et helt anderledes klima end for eksempel Spanien og holder sommervarmen lidt i skak. Gastronomien er baseret på alt godt fra havet og de portugisiske vine er en oplevelse i sig selv.Portugal har haft en omtumlet historie. Et væld af folkeslag, der i blandt keltere, grækere og romere, har på skift erobret og besat landet med de langstrakte kyster og fri adgang til sejlruter. Mauererne satte sig dog tungest på Portugal, da de i det 8. århundrede krydsede Gibraltar-strædet og indledte en næsten 500 år lang besættelse. En periode, som har præget landets kultur og arkitektur, og som er synlig over alt i Portugal den dag i dag. Portugal fik officielt sin uafhængighed i år 1143.

Omkring 1400-tallet under kong John I og hans efterfølgere begyndte Portugals storhedstid som søfartsnation med utallige pdagelsesrejser, som kortlagde verdenshavene, grundlagde handelsruter og ikke mindst udvidede nationens grænser. Imperialismen tog fart over hele Europa, og Portugal var med helt fremme og voksede til et imperium, som blandt andet talte store områder i Indien, Mellemøsten, Brasilien og Afrikas øst- og vestkyst. Portugal blomstrede indtil midten af 1600-tallet, hvor landet blev ramt af ’den spanske syge’ i form af prins Felip II, som underlagde sig den portugisiske trone.

Det spanske herredømme formåede ikke at holde sammen på det store rige, og på få årtier gik udviklingen og væksten i stå. For at føje spot til skade oplevede Portugal i år 1755 et skæbneår med voldsomme jordskælv og altødelæggende oversvømmelser. Ved århundredets slutning blev landet tvunget helt i knæ, da Napoleon, som den sidste, forsøgte at invadere landet – dog uden held.

Det blev et vendepunkt. Op igennem 1800-tallet blev fundamentet til et Portugal som republik lagt, og i 1910 blev monarkiet endeligt afskaffet. Det indledte en periode med politisk ustabilitet og økonomisk stagnation. I 1926 gennemførte højrefløjsfascisten Antonio de Oliviera Salazar et militærkup og holdt Portugal i et diktatorisk jerngreb indtil 1974, hvor hans styre blev væltet af venstrefløjen, som ønskede demokrati. Men det var nemmere sagt end gjort.

Op igennem 1970’erne oplevede Portugal nogle tumultagtige år, hvor en række politiske grupper hver især forsøgte at gøre deres indflydelse gældende. Inflationen og korruptionen blomstrede, og nationalistiske kræfter forsøgte på den ene side at fastholde kolonierne (Brasilien havde dog fået sin uafhængighed allerede i 1822), mens reformivrige fraktioner på den anden side kæmpede for deres frigivelse. Det endte med, at Portugal frigav sine kolonier i 1976 – med en voldsom flygtningestrøm til følge.

I alt antager man, at omkring 500.000 mennesker indvandrede til Portugal fra de tidligere kolonier op igennem 1970’erne og de tidlige 80’ere. Portugal blev medlem af EF i 1986, og landet stabiliseredes i 1990’erne under premierminister Cavaco da Silva. Som følge af de kaotiske år i sidste halvdel af forrige århundrede har Portugal i dag en af Europas dårligste økonomier, og landet kæmper med en vækst, som ikke rigtig vil tage fart. Det forsøger portugiserne blandt andet at rette op på ved at satse stort på turisme og den dermed forbundne oplevelsesindustri.

Geografi
Hovedstad Lissabon (2,5 mio. indbyggere) Areal 92.000 km2 (heraf udgør øgrupperne Madeira og Azorerne 3.000 km2) Indbyggertal 10,5 mio. (2005) Sprog Portugisisk Religion Romersk katolsk (ca. 95% af befolkningen)

Økonomi
BNI pr. capita Euro 14.350 (2004) Vækst i BNP pr. capita 0,3% i 2005 Valuta Euro

  • EBUSINESSTRAVEL.DK © 2019
  • AMM International ApS - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email info@ebusinesstravel.dk