Slovakiet - introduktion

Slovakiet (VIDEO) med hovedstaden Bratislava, er af nogle nok bedst kendt fra Eurotrip som én stor betonklods pyntet med skudhuller og skumle absint-udskænkende barer. Det er også landet der lader sig repræsentere af kinky musikere i det Europæiske Melodigrandprix. Slovakiet er også kendt for sin usædvanlige billige arbejdskraft.

Men sandheden er, at du her indenfor et område på størrelse med Danmark kan opleve Tatrabjergene med evig sne på tinderne, drypstenshuler, bjergsøer og floder. Mange borge fortæller om en svunden tid med uro og mange krige. De slovakiske byer rummer mange historiske bygninger, og i de hyggelige landsbyer er hestevognen stadig det foretrukne køretøj. Samtidig oplever man en unik kulturarv som er præget af de omkringliggende folkeslag, østrigere, tyskere, ungarere og ukrainere, der alle i større og mindre grad har været en del af Slovakiets historiske skæbne.

I Slovakiet findes der mange gode feriesteder i bjergene med fine muligheder for skisport. Et smukt område, der er mindre kendt i Danmark, er bjergene kaldt Kysucké Beskydy i det nordvestlige Slovakiet ved grænsen til Polen. Den nærmeste store by er Cadca, som ligger ved hovedbanelinjen mellem Tjekkiet og Košice og hovedvejen mellem Polen og Žilina. Få kilometer øst for Cadca ligger Ošcadnica, som danner adgangsvejen til det vigtige turistområde omkring den 1286 m høje bjergtop,Velká Raca. Her er der markerede vandreruter, mulighed for mountain biking og et fint skiområde med skilifter og pister, som varmt kan anbefales. Herfra er der busforbindelse til Cadca. Slovakiet har omkring 5.400.000 indbyggere.

Med sine 49.036 km2 er Slovakiet en lille smule større end Danmark. Hovedstaden i Slovakiet er Bratislava. Bratislava har omkring 452.000 indbyggere. Befolkningen i Slovakiet er sammensat af 85,6% slovakker, 10,7% ungarer, 1,5% romaer, 1% tjekker. Møntfoden i Slovakiet er slovakisk koruna, SKK.En keltisk stamme, der kom fra Vesteuropa slog sig i perioden fra 500-100 f.v.t. ned i det område, der i dag kendes som Slovakiet. Dette strategiske område midt i Europa havde allerede tidligere været besat af forskellige mindre stammer, viser utallige arkeologiske fund. Indtil begyndelsen af 800-tallet dyrkede befolkningen i det nuværende Slovakiet den vestslaviske hedningereligion. Det var under jarl Pribina i 830, at den første kristne kirke blev bygget i Slovakiet. Den slaviske stamme etablerede sig i området fra 6. århundrede. De blev hurtigt tvunget til at forsvare sig mod nomadestammen avarerne, indtil den frankiske købmand Samo forenede de slaviske stammer. 'Samova Ríša' , 'Samos Kongeriget', blev til den første slaviske stat,

Denne stat overlevede dog kun kort tid. Det blev indtaget af den frankiske konge Karl den Store, der ønskede at udvide sit imperium over Bøhmen og Mæhren. Det Stormæhriske Rige var oprettet og kom til at spille en vigtig rolle i Slovakiets historie helt op til i dag. Det Stormæhriske Rige omfattede Mæhren, og dele af Bøhmen og Slovakiet. Mæhrens første monark Mojmir den I, allieret med Karl den Store, regerede fra 830-846. Hans efterfølger Rastislav prøvede at gøre sig uafhængig af Det frankiske imperium og søgte forbindelselserne i Byzans. På hans opfordring kom to munke fra Solun Konstantin og Metod. Munkene oversatte evangelierne og udformede det første slaviske alfabet. Den slovakiske Borg Devin og byen Nitra var de største kulturelle centre indenfor riget.

Den lovende udvikling af en selvstændig slavisk stat blev afbrudt af den tredje efterfølger Svatopluk, der tvag Metod og hans elever til af flygte fra landet. Rigets sammenbrud kom i 906. Det nuværende Slovakiets områder besat af ungarere og Det ungarske Rige var oprettet. Derefter forblev Slovakiet i næsten 1000 år underlagt Ungarn. Landet blev til et landbrugsland i udkanten af riget og magten lå i hænderne på nogle få ungarske adelslægter. Rigets største centre var Budin og Budapest. Bratislava/Pressburg var dengang kun en mindre provinsby i Wiens skygge.

Rige fund af guld, sølv og kobber i Midtslovakiet i 1300-tallet førte til opblomstring af minebyerne Banská Bystrica, Banská Štiavnica og Kremnica. Området var Europas største eksportør af kobber. Udvinding blev kontrolleret af flere rige tyske familier, der havde bosat sig her. I det 16. århundrede voksede den tyrkiske trussel i hele Europa og tyrkiske hære besatte det meste af Det Ungarske Rige. Derfor blev Bratislava under krigene mellem årene 1531 og 1783 rigets hovedstad. Det hjalp flere andre byer at opnå økonomisk og kultur betydning.

I Bratislava blev det første medlem af den østrigske adelsfamilie Habsburg udvalgt til at regere Det Ungarske Rige i 1526. Habsburg familien regerede helt frem til den første verdenskrig i 1918. Kejserinde Maria Theresia og hendes søn Josef II. ophævede livegenskabet og tillod religionsfrihed, men slovakkerne forblev fattige og afhængige af godsejerne, der udnyttede dem hensynsløst.

I 1867 blev et dobbeltmonarki grundlagt under navnet Østrig-Ungarn, men Slovakiet forblev underlagt Ungarn. Heldigvis ramte den nationalistiske 'feber', der hærgede Europa i 19. århundrede også slovakkerne. Slovakkerne havde trods lang tids undertrykkelse opretholdt deres egen kultur og sprog. De mistede heller ikke forbindelse til tjekkerne. Mange lærde slovakkerne studerede på Universitetet i Prag.

De ungarske myndigheder forsøgte gang på gang at udslette den slovakiske kultur. Det ungarske sprog blev gjort til national sprog og slovakiske skoler blev lukket. De slovakiske nationalister som Ludovít Štúr kom i åben konflikt med ungarerne. Men samtidig overtog slovakkerne i løbet af denne periode kontrollen med de videregående uddannelser og grundlagde den første videnskabelige institution, Den Slovakiske Fond i Martin - Matica slovenská. Med udbruddet af Den første Verdenskrig fik slovakkerne mulighed for at tilslutte sig tjekkere.

I 1915 indgik Den tjekkiske Alliance og Den slovakiske Liga en aftale, hvori man proklamerede frihed for de to stater, en føderation med fuld autonomi, eget parlament og egen forfatning. I 1918 blev republikken Tjekkoslovakiet grundlagt med Prag som hovedstad, ledet af Tomáš G. Masaryk som præsident. Men slovakkerne følte sig snart som et mindretal i en fælles stat med tjekkere, kravet om selvstyre voksede og i 1938 blev en selvstændig slovakisk republik udråbt, med Jozef Tiso som president. Takket være Tiso var Slovakiet under 2. Verdenskrig en tysk lydstat, som underlagde sig Hitler. I august 1944 dannedes den slovakiske nationale modstandbevægelse i Banská Bystrica, men blev hurtigt undertrykt af Tiso og tyskerne. I efteråret samme år kom sovjetiske tropper og befriede landet. Tiso blev henrettet og Tjekkoslovakiet genoprettet.

I 1948 overtog kommunisterne magten og fastholdt den indtil Fløjsrevolution i 1989. Situationen i landet blev lidt mere afslappet i 1960-erne, presse, tale og forsamligsfrihed var tilladt. Liberaliseringsperioden, kaldet 'Foråret i Prag', var forbundet med Alexander Dubceks navn. Han var en slovakisk kommunistisk partileder der fremlagde en plan for et føderalt system baseret på to ligeværdige stater. De nye tider og håb blev standset af den sovjetiske invasion i august 1968. I årene efter strammede det kommunistiske system igen grebet om befolkningen.

Fløjsrevolution i 1989 havde igen fået tanken om slovakisk selvstændighed til at dukke op. Personen der blev drivkraften i delingen af Tjekkoslovakiet var Vladimír Meciar, leder af Den slovakiske Demokratibevægelse HZDS.

Den 1. januar 1993 blev Tjekkoslovakiet delt i to selvstændige republikker. Den nye præsident hed Michal Kovac, og Vladimir Meciar blev udnævnt til premierminister. Ved valget i 1998 fik et højre politisk parti under ledelse af Mikuláš Dzurinda magten, og han blev udnævnt til statsminister. Slovakiet kom i 2002 ved EU topmødet i København med i den første optagelsesrunde og har været medlem af EU siden maj 2004. Den nuværende president er Ivan Gašparovic.

  • EBUSINESSTRAVEL.DK © 2019
  • AMM International ApS - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email info@ebusinesstravel.dk