Tjekkiet - introduktion

Tjekkiet (VIDEO) er et land, der er værd at besøge hele året. Man kan bade, dyrke skisport, gå ture i bjergene, besøge grotter og vindistrikter.
En helt speciel oplevelse er klippelabyrinterne i det Böhmiske Paradis 'Cesky Raj'. Den tjekkiske natur er meget varieret og store floder som Elben, Moldau, Oder og Donau skærer sig smukt igennem land og bjergområder. Nogle af disse floder udspringer i bjergene i Tjekkiet og kan følges ned gennem landet.

Prag, ”Den Gyldne Stad” ved floden Moldaus bredder, er en af de mest besøgte hovedstæder i Europa. Når man har været der, forstår man hvorfor. En af forklaringerne er den smukke gamle bykerne, hvor man er ved at restaurere de gamle huse fra 1800-tallet.Man ved ikke meget om, hvor de første folkeslag i det centrale Donau-område kom fra, ud over sporene efter boi’erne, en keltisk stamme, der har givet Bohemia dets latinske navn. Kelterne blev uden større problemer fordrevet af germanerne og derefter af slaverne i det 6. århundrede, da germanerne fortsatte mod syd. Skovene og bjergene beskyttede indbyggerne, men lavlandet der strakte sig nord for Donau, blev adskillige gange invaderet af avarerne. Slaverne modstod presset, fordi de havde ledere som den frankiske købmand Samo, der var i stand til at forene stammerne. Bøhmen oplevede i det 8. århundrede relativt rolige tider efter Karl den Store havde besejret avarerne.

I begyndelsen af det 9. århundrede regnede man med 3 politiske magtcentre. Nitrasletten, dalstrøgene i Det nedre Mähren og det centrale Bøhmen. Slaverne fra Bøhmen, de såkaldte tjekker, opnåede kontrol med hovedparten af området. Den første tjekkiske prins var Mojmir den 1., der udvidede sit domæne til Nitra. Hans efterfølger, Rostislav den 1., institutionaliserede staten og konsoliderede forbindelserne til det østfrankiske rige, som et middel til at bevare suveræniteten. Frankerne sendte de første missionærer til Nitra og Bøhmen, men Rostislav accepterede ikke at anvende latin og anmodede om at få slaviske prædikanter.

Munkene Konstantin og Metodio ankom i året 863 i spidsen for en gruppe græske præster, der udarbejdede det første slaviske alfabet og oversatte de hellige tekster. Metodio modtog stor anerkendelse fra Rom for sin indsats i Mähren og i Panonia, der udgjorde en gejstlig provins med tætte forbindelser til ærkebiskoppen i Sirmium. På grund af sin succes anså det frankiske religiøse hierarki Metodio for at være en fjende og han blev taget til fange og holdt fængslet til år 873, hvor han kunne vende tilbage til Mähren. Rostislav grundlagde Stor-Mähren ved som den første at samle alle slaviske regioner under eet. Slovakiet, der grænsede op til de nordlige Karpaterbjerge og Morova, tilsluttede sig Stor Mähren. Den religiøse strid mellem latinerne og slaverne holdt sig op gennem Bøhmens ekspansive periode. Ved Metodios død i 885, styrkede hans gamle fjende, den frankiske biskop Wiching, sin position i Mähren. Wiching udviste Metodios tilhængere og opnåede at den nye pave forbød afholdelse af messer på slavisk.

Den tjekkiske ekspansion førte et år senere til konflikt med det germanske kongedømme. Kong Arnulfo sendte en hærstyrke til Mähren i 892 og han gik senere i forbund med magyarerne for at kunne besejre fyrstedømmet. I perioden 905-908 hærgedes Mähren af gentagne invasioner, indtil Mojmir indgik en aftale med Arnulfo. Germanernes tiltagende styrke, kombineret med «genopstandelsen» af det romerske Pavedømme betød at Bøhmen mistede en stor del af sit territorium. Med Bfetislav den 1.s indsættelse i 1034 lykkedes det at generobre en del af Mähren. Polen blev invaderet i 1039. Den germanske kong Heinrich den 3, tvang ham til at trække sig tilbage, men den ungarske krone beholdt Slovakiet. For at kunne bevare sin selvstændighed blev Bøhmen tvunget til at deltage aktivt i Vatikanets felttog. På denne måde lykkedes det de bøhmiske fyrster at blive udråbt til konger af begge parter.

I begyndelsen af det 13. århundrede adskiltes kirken fra staten og adelen forlangte større indflydelse på det politiske liv. Samtidigt øgedes befolkningstallet betydeligt på grund af den germanske indvandring der, takket være grundlæggelsen af nye byer og minedrift, udviklede sig til at blive en klasse af handelsmænd. Under Przemysl-dynastiet, frem til 1306, kontrollerede Bøhmen dele af Østrig og Alpe regionen og «delte» konge med Polen. Som en konsekvens af Luxembourgernes storhedstid, der begyndte omkring 1310, blev Bøhmen og Vatikanet sluttet sammen, da Karl den 1. udråbtes til kejser. Prag, der opnåede status af hovedstad, oplevede herefter sin torhedstid. Reformationen tog til i styrke i det 14. århundrede og radikaliseredes under Pater Juan Hus lederskab fra kapellet i Bethlehem til Prag. Hus, der blev lyst i band af Paven, dømtes for kætteri og oprør af Rådet i Constanza og døde på bålet i 1415, efter at have nægtet at angre. Vreden over Hus’ død gav stødet til dannelse af den hussiske bevægelse i Bøhmen og Mähren. Germanerne var dog fortsat loyale overfor Rom. Til de religiøse uoveresstemmelser føjedes nu det etniske spørgsmål, der forstærkedes af den politiske konflikt.

Det hellige Imperium, der var i forbund med de germanske fyrster, førte til adskillige felttog mod Bøhmen, men alle blev slået tilbage af hussisterne. Den religiøse splittelse forhindrede i en årrække indgåelse af en union mellem Bøhmen og dets tidligere besiddelser. Vladislav den 2. regerede Bøhmen fra 1471, men Mähren, Schlesien og Lusacien hørte under Mathias af Ungarn. Først efter Mathias død i 1490, blev Vladislav udråbt til konge af Ungarn og på denne måde opnåede man en genforening. Louis den 2's død i 1526 banede vejen for det habsburgske dynasti, og Louis svoger, Ferdinand den 1., satte sig på tronen. Østrigs triumf i konflikten med det Schmalkaldiske protestantiske Samfund i 1547, tillod Ferdinand at indføre arvefølge til tronen i Bøhmen og dets associerede stater.

Det østrigske kongehus regering understøttede modreformen i hele regionen, herunder Slovakiet, for Habsburgerne fastholdt sit greb om dem, da Ungarn blev invaderet af tyrkerne i 1526. Rudolf den 2. (1576-1612) flyttede imperiets hovedsæde til Prag og byen oplevede endnu engang at blive eet af de vigtigste politiske og kulturelle centre på kontinentet. Rudolfs katolske opdragelse satte hans trosfæller i stand til at opnå de højeste poster i kongedømmets hierarki, men det blev samtidig indledningen på et oprør, foranstaltet af det reformerte befolkningsflertal og kongen afsattes i 1611. Efter en stormfuld periode, besejrede Ferdinand den 2. af Estirien, med støtte fra Maximillian den 1. af Bayern, protestanterne og de blev underlagt et hårdhændet regime.

Tysk blev sammen med tjekkisk officielt sprog og kun katolicismen blev tilladt. Mähren deltog lige som Bøhmen i kampen mod Habsburgerne men led mindre under følgerne af de religiøse og civile stridigheder. Den religiøse tolerance i Mähren gav plads for en opblomstring for protestanterne i landet, der forblev et område adskilt fra det østrigske kongehus indtil 1848. På trods af det tyske overherredømme og forbuddet mod politiske aktiviteter, bevarede tjekkerne deres etniske identitet, sprog og kultur. Noget lignende havde fundet sted i de ungarske grevskaber, hvor der boede slovakker. Det gav grobund for nationalismens renæssance i begyndelsen af det 19. århundrede og styrkede båndene mellem de to befolkningsgrupper. Inspireret af den revolutionære bølge, der skyllede hen over Europa i 1848, deltog tjekker og slovakker sammen med tyske republikanere i forsøget på at gøre en ende på Enevælden.

Kejserriget blev i 1867 splittet op i to. Østrig, hvor det tyske flertal regerede over tjekker, polakker og andre befolkningsgrupper og Ungarn, hvor ungarerne undertrykte slovakkerne. Det østrig-ungarnske kejserriges fald i Den første Verdenskrig førte til anerkendelse af Republikken Tjekkoslovakiet. Den nye nation, hvis grænse var blevet trukket i 1919 af sejrherrerne efter verdenskrigen, havde indlemmet dele af Polen, Ungarn og Sudeterland, hvor der boede 3 millioner tyskere - her lå kimen til fremtidige konflikter. Et nationalråd fik af de tjekkiske og slovakiske ledere overdraget opgaven med at udarbejde et forslag til en ny forfatning. Rådet valgte at foreslå et parlamentarisk system, hvor præsidenten og hans kabinet var ansvarlige overfor to lovgivende forsamlinger og indførte for første gang stemmeret og valgbarhed for kvinder. Ved de første parlamentsvalg - i 1920 - fik socialdemokraterne over 40 % af stemmerne. Alligevel gik de i samarbejde med de borgerlige partier, hvilket splittede partiet. I 1921 blev det kommunistiske parti dannet. I begyndelsen var det det største parti i landet, men senere, efter at Komintern havde gennemtvunget en «bolsjevisering» af det, mistede det sin stærke stilling. Kommunistpartiet var alligevel altid repræsenteret i parlamentet - i modsætning til de andre lande i Centraleuropa.

Den nye stat var et kapitalistisk land med et borgerlig-demokratisk politisk system efter fransk forbillede. De to liberal-demokratiske præsidenter, Tomás Garrigue Masaryk og Edvard Benes, havde stor indflydelse og nød stor tillid. De partipolitiske tilhørsforhold var svage, og ved valgene konkurrerede ofte over 30 partier om stemmerne. Regeringskonstellationerne bestod oftest af forskellige borgerlige partier og socialdemokrater. Trods alle modsætninger udgjorde den selvstændige borgerlig demokratiske republik et vigtigt skridt fremad for både tjekker og slovakker. Verdenskrisen i 1930’erne berørte især sudeterne, fordi det var den mest industrialiserede region og styrkede den tyske nationalisme, som efter Hitlers magtovertagelse i 1933 fik separatistiske overtoner. Udenrigspolitisk var Tjekkoslovakiet i mellemkrigstiden allieret med Frankrig og Storbritannien.

Da Hitler Tysklands aggressivitet begyndte at true landet, blev der i 1935 skabt en forsvarsalliance mellem Frankrig, Tjekkoslovakiet og Storbritannien. Men allerede i 1938 gav Frankrig og Storbritannien efter for presset fra Hitler. Med det såkaldte Münchendiktat blev Tjekkoslovakiet tvunget til at afstå sine grænseområder til Tyskland, Ungarn og Polen. Den forsvarsløse republik holdt sig i live i endnu seks måneder, men i marts 1939 invaderede Nazi-Tyskland. Bøhmen-Mähren og Slovakiet blev omdannet til et lydrige under Nazi-Tyskland. Under 2. verdenskrig kæmpede tjekker og slovakker for deres frigørelse. Præsident Edvard Benes dannede en eksilregering i London, mens de ledende kommunister arbejdede fra Moskva.

Både i vest og øst i Sovjetunionen opstod der tjekkoslovakiske armékorps. Modstanden på hjemmefronten nåede et højdepunkt i 1944 med et omfattende oprør i Slovakiet. I foråret 1945 nåede oprøret Bøhmen-Mähren og 300.000 tjekker og slovakker ofrede deres liv i den antifascistiske kamp. I 1943 indgik den tjekkoslovakiske eksilregering en venskabs-, samarbejds- og hjælpeaftale med Sovjetunionen. Samtidig gennemførte partierne i Benes’ eksilregering forhandlinger med ledelsen i det tjekkoslovakiske kommunistparti - fremfor alt med Klement Gottwald. De talte bl.a. om de indre forhold i et fremtidig frit Tjekkoslovakiet. Kommunistpartiet fremlagde et program for en «national og demokratisk revolution» for de andre partier, som accepterede det. I tiden oktober 1944 til maj 1945 kæmpede den sovjetiske hær de sidste kampe på tjekkoslovakisk jord. De blev budt velkomne som befriere. Med den såkaldte Jaltaaftale accepterede stormagterne, at Tjekkoslovakiet var Sovjetunionens interesseområde.

I Potsdam i 1945 godkendte de, at Tjekkoslovakiet tvangsforflyttede de fleste af de tre millioner tyskere til det besejrede Tyskland. Det Transkarpatiske Ukraine blev overdraget Sovjetunionen. Slovakiet fik en form for selvstyre i det frie Tjekkoslovakiet, med dets egne nationale organer. Alligevel var dette ikke den føderative løsning, som slovakkerne helst ville have.Den tjekkoslovakiske regering havde repræsentanter fra seks demokratiske partier i Nationalfronten. Denne regering var dannet i Moskva og indledte sit arbejdet på tjekkoslovakisk jord i april 1945. Kommunistpartiet blev hurtigt det største af disse partier, I foråret 1946 havde det over en million medlemmer. Partiet var klart det bedst organiserede og sikrede sig derfor vigtige poster indenfor det nydannede statsapparat. Ved parlamentsvalget i 1946 fik det 38 % af stemmerne. Det socialistiske flertal i parlamentet nåede da op på 51 % - inklusive socialdemokraterne. Den «folkedemokratiske» regering gennemførte en ret omfattende nationalisering af storindustrien. Der blev igangsat store landbrugsreformer og en række vigtige sociale og kulturelle reformer. Men i 1947 brød den kolde krig ud. Stalin var blevet træt af «folkedemokratierne». Han begyndte at regne med en tredje verdenskrig og krævede en hurtig overgang til et sovjetisk samfundsmønster. Dette gjaldt alle de lande, der lå i den Sovjetiske indflydelsesfære. Da kommunistpartiet stod stærkt i Tjekkoslovakiet, var det let at ændre politikken, sammenlignet med andre steder i Østeuropa. Ved valget i 1948 fik kommunistpartiet 51% af stemmerne, proklamerede i juni samme år Folkerepublikken og indførte et socio-økonomisk program i stil med det sovjetiske. Men dette var begyndelsen til enden for den tjekkoslovakiske selvstændighed og for en særlig «tjekkoslovakisk vej til socialismen».

De andre partier blev undertrykt, og hele den politiske, administrative og kulturelle organisation blev underordnet kommunistpartiets «ledende rolle». Den demokratiske kontrol af magten forsvandt. I socialismens navn opbyggede man et bureaukratisk diktatur, som sad inde med al magt. De grundlæggende borgerlige friheder og rettigheder blev strøget. Der blev igangsat en politisk terrorbølge. Hundredevis af mennesker blev henrettet og titusindvis blev sat fast. De fleste var uskyldige. De sovjetiske «rådgivere» vendte efterhånden også deres terror mod kommunister. I 1952 blev generalsekretæren i kommunistpartiet, Rudolf Slánský, og ti andre ledende kommunister henrettet. Tjekkoslovakiet mistede al sin handlefrihed udadtil og blev forvandlet til en satellitstat for Sovjetunionen.

Med Warszawapagten fra 1955 fik Sovjetunionen fuld kontrol over Tjekkoslovakiets militærstyrker. Industrien, transporten og handlen blev gjort til statslig ejendom. De centrale myndigheder styrede dem efter femårsplaner, som om de var en eneste stor virksomhed. Landbruget blev kollektiviseret med vold, og Landbrugsvirksomheder der gav sig ud for at være kooperativer blev opbygget. Den tjekkoslovakiske økonomi var i vid udstrækning et appendix til økonomien i Sovjet. Dette blev organiseret gennem COMECON - Rådet for gensidig økonomisk hjælp - der blev dannet i 1949. Op gennem 50’erne tog industrialiseringen fart og førte også til økonomisk fremgang i Slovakiet. I denne periode voksede produktivkræfterne, og der var fuld beskæftigelse i landet. Men den økonomiske effektivitet var lav, og levestandarden steg kun langsomt. Den ekstensive industrialisering skabte en meget ujævn udvikling. I begyndelsen af 60’erne udviklede dette sig til en dyb økonomisk krise. Den kapitalistiske klassestruktur var borte og en ny, ikke-kapitalistisk social struktur voksede frem. Arbejderne opnåede en hel del vigtige sociale og kulturelle rettigheder, men de blev begrænsede af myndighedernes udemokratiske og repressive politik. Alligevel fandt samfundsomvæltningerne, der var «en blanding af revolution og undertrykkelse», betydelig støtte i folket den første tid. Dette gjaldt både i arbejderklassen og blandt de intellektuelle. Men det bureaukratiske magtsystem afskar samfundets flertal fra at deltage i beslutningsprocesserne. De var passiviserede. Også det politiske system var inde i en dyb krise.

Ved parlamentsvalget i juni 1992 opnåede det tjekkiske Civil-demokratiske Parti og Bevægelsen for et selvstændigt Slovakiet flertallet i deres respektive republikker. Da forhandlingerne om en ny forbundsstats status gik i hårdknude, besluttede de tjekkiske og slovakiske ledere en deling, hvilket betød at Tjekkoslovakiet forsvandt fra det politiske landkort, for i stedet at give plads til Republikken Tjekkiet, med Prag som hovedstad, og Republikken Slovakiet, hvor Bratislava er hovedstad. Den tjekkoslovakiske forbundspræsident, Vaclav Havel, meddelte Nationalforsamlingen sin tilbagetræden fra posten den 17. juli 1992, efter den slovakiske selvstændighedserklæring. I 1993 blev Havel den første tjekkiske præsident og Vaclav Klaus den første premierminister i den nye uafhængige nation. Tjekkiet blev i marts 1994 den 11. medunderskriver af Partnerskab for Fred - en organisation dannet af NATO, med det formål hen ad vejen at optage landene fra den opløste socialistiske blok. Det stærkt forgældede land var fortsat de andre tidligere kommunistiske lande i regionen underlegen, samtidig med at de udenlandske investeringer var blandt de største. Premierminister Klaus var arkitekten bag den økonomiske reform, der baseredes på en hastigt gennemført privatiseringskampagne. I 1995 opdagede bankerne et større antal bankkonti, hvor det indestående stammede fra ulovlige økonomiske aktiviteter. Samme år blev Tjekkiet som det første tidligere kommunistiske land optaget i OECD. Socialdemokraternes fremgang ved valget i juni 1996 betød at Klaus mistede det absolutte flertal i parlamentet.

Republikken Tjekkiet og Tyskland undertegnede i december et forsoningsdokument, hvori Tyskland gav en officiel undskyldning for nazisternes forbrydelser under Den anden Verdenskrig, mens Tjekkiet undskyldte for udvisningen af 3 millioner Sudeter-tyskere efter afslutningen på krigen. Devalueringen af den nationale møntfod, kronen, førte til politisk kaos. Højrefløjspartiet Borgerpartiet, ledet af Klaus, blev anklaget for i privatiseringskampagnerne at favorisere de finansgrupper, der betalte bestikkelse til flere af partiets medlemmer. Havel anmodede officielt Klaus om at træde tilbage, hvilket han gjorde i november. Han efterfulgtes af Josef Tosovsky. Den økonomiske krise faldt sammen med en stigning i fremmedfjendtligheden, der kom til udtryk gennem tiltagende racistisk vold overfor minoritetsgrupper som sigøjnere. Volden syntes at finde støtte blandt en betydelig og stigende del af befolkningen. I april 1998 blev Republikken Tjekkiet optaget som medlem af NATO.

Valget i juni blev vundet af Socialdemokratiet, der fik 32,3 % af stemmerne og 74 pladser i parlamentet, mens det konservative Civile demokratiske Parti fik 27,7 % og 63 pladser. Som konsekvens af vanskelighederne ved at sammentømre et flertal gik de konservative med til at overdrage regeringsmagten til socialdemokraterne mod at den konservative leder Vaclav Klaus blev parlamentsformand. Efter aftalen kunne socialdemokraterne danne den første venstrefløjs regering i perioden efter kommunismens sammenbrud. Mindretalsregeringen havde som mål at bekæmpe korruptionen, hæve mindstelønnen og at bremse «tilbageleveringen» af den katolske kirkes ejendomme. Valget i juni 2002 blev vundet af socialdemoratiet CSSD, der fik 70 mandater. Det dannede regering med to mindre partier og indsatte Vladimir Spidla som premierminister. De største overraskelser var de liberales tilbagegang fra 27 til 24% og kommunisternes fremgang fra 11 til 18%. I marts 2003 erstattede Václav Klaus Václav Havel som landets præsident. Efter at landet på topmødet i København i december 2002 blev lovet optagelse i EU, gennemførtes i juni 2003 en folkeafstemning om dette spørgsmål. 77% af tjekkerne stemte for landets optagelse, og det indtrådte dermed 1. maj 2004.

Frem til 2003 havde 20 unge efterlignet tjekken Jan Palach, der i 1969 satte ild til sig i protest mod den sovjetiske invasion af landet. De fleste af de unge døde som følge af deres forbrændinger. Politikere og psykologer i Tjekkiet har gennem årene forsøgt at bremse bølgen af selvantændelser, og har betegnet de der opfordrer til sådanne handlinger som mentalt syge. I juni 2004 afholdt landet valg til Europaparlamentet og samme måned trådte Vladimir Spidla tilbage fra posten som premierminister. I august godkendte parlamentet den nye koalitionsregering og samtidig overtog Stanislav Gross premierministerposten.

Geografi

Hovedstad Prag (1.165.000 indb.) Areal 78.866 km2 (Danmark 43.000) Indbyggertal 10.25 mio. (2006) Befolkning Tjekker; med små minoriteter af slovakker, romaer, ukrainere, polakker og russere Sprog Tjekkisk Religion Ateister (59%); romersk-katolsk (26,8%); resten andre trosretninger

Økonomi

BNI pr. capita Euro 8.609 (2005) (Danmark: 38.500 Euro) Vækst i BNP pr. capita 4.2% (2004), 6,1% (2005) Valuta 100 CZK (Koruna)


  • EBUSINESSTRAVEL.DK © 2019
  • AMM International ApS - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email info@ebusinesstravel.dk