Canada - introduktion

Canada (VIDEO) har mere end 100 nationalparker og historiske steder og mindesmærker for at give hæder til mennesker, steder og begivenheder, som har spillet en rolle i landets historie. 37 nationalparker er spredt ud over landet, fx Banff, som ligger på de østlige bjergsider af Albertas Rockybjerge. Overalt i Canada er det muligt at vandre. Der er forskellige sværhedsgrader så enhver gruppe kan være med på sit niveau. Lette vandreture er mulige overalt, og et tæt netværk af godt skiltede stier gør det trygt at begive sig ud i den canadiske natur.

Den canadiske vestkyst er kendt for sine fine fiskevande. Saltvand ud for kysten og ferskvand i de mange floder og søer, som British Columbia er så rig på. Fem slags stillehavslaks går op i floderne. Kongelaksen går i sommermånederne op i floder som eksempelvis Skeena i det centrale British Columbia, og det giver gode muligheder for store fiskeoplevelser. Canada er et land med store variationer, også klimamæssigt.

På prærien kan det være op til +35C om sommeren og ned til -25C om vinteren. Måske netop derfor har man i Edmonton, Alberta, bygget verdens største indkøbscenter med over 800 butikker, fire stormagasiner, vandland, u-både, delfinarium, skøjtebane, minigolfbane, hotel og m.m. Langs kysterne er udsvingene i temperatur ikke så store.Vancouver på vestkysten har yderst sjældent frost, og man ser indbyggerne i shorts fra slutningen af marts måned. Storbyferie i Vancouver eller Toronto er muligt hele året rundt. På vestkysten kan Vancouver Island besøges fra april til oktober med mulighed for godt vejr.Indianere, som benævnes 1st nations people i Canada, menes at have indvandret fra Asien fra 10.000 til 30.000 år siden over en passage mellem Sibirien og Alaska. Da europæerne begyndte at befolke Canada, levede der en hel række naturfolk - enten som nomader eller fastboende. De ernærede sig primært ved jagt, fiskeri og landbrug. De første kontakter mellem de indfødte og europæerne fandt sted omkring år 1000, da norske vikinger slog sig ned for en periode på Newfoundland. Men der gik yderligere 600 år, før indvandringen tog fart for alvor.

Europæiske opdagelsesrejsende udforskede vandene i Nordamerika for at finde en ny rute til de rige markeder i Orienten. Skønt opdagelsesrejsende som Giovanni Caboto, Jacques Cartier og Samuel de Champlain aldrig fandt en rute til Kina eller Indien, fandt de noget, som var lige så værdifuldt: rige fiskevande og store bestande af bæver, ræv og bjørn, som alle var meget eftertragtede for deres skind. Permanente franske bosættelser blev anlagt i begyndelsen af 1600-tallet og engelske lidt senere.

Det var uundgåeligt, at Nordamerika blev inddraget i magtkampe mellem England og Frankrig. Efter Quebecs fald i 1759 måtte Frankrig ved Freden i Paris overdrage alle de franske besiddelser øst for Mississippi til Storbritannien. Under det engelske styre havde den fransktalende del af Canada det ene mål at bevare deres traditioner, sprog og kultur. I 1774 blev vedtaget en lov, som officielt anerkendte fransk civilret og garanterede religionsfrihed samt sprogfrihed.

Et stort antal engelsktalende kolonister(Loyalists), som ønskede at forblive tro mod det engelske overherredømme, søgte ophold i Canada, efter USA's uafhængighedskrig sluttede i 1783. Efter dannelsen af et kraftfuldt USA efter den amerikanske borgerkrig følte nogle politikere, at en sammenslutning af de britiske kolonier var den eneste måde at forhindre en sammenslutning. I 1867 blev Canada East, Canada West, Nova Scotia og New Brunswick lagt sammen som the Dominion of Canada. Efter 1. verdenskrig voksede Canada langsomt i status og velstand, og blev i 1931 medlem af the Commonwealth, og fik komplet selvstyre efter Storbritannien underskrev The Statute of Westminster.

Under 2. verdenskrig kæmpede Canada endnu en gang sammen med Storbritannien mod Tyskland. Denne gang blev der indgået en forsvarspagt med USA, som efter angrebet på Pearl Harbor førte til en krigserklæring mod Japan. Siden 2. verdenskrig er Canadas økonomi fortsat med at vokse. Denne vækst i kombination med offentlige sociale programmer, pensionsordninger, sygesikring og arbejdsløsheds forsikringer har givet canadierne en høj levestandard og en god livskvalitet.

I 1970'erne og 1980'erne opstod der gnidninger mellem provinsen Quebec og de øvrige provinser i Canada om det franske sprogs brug og status.I 1982 blev Canadas forfatning ændret, men Quebec nægtede at ratificere den.

  • EBUSINESSTRAVEL.DK © 2019
  • AMM International ApS - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email info@ebusinesstravel.dk