New Zealand - intrduktion

At samle alle de naturoplevelser New Zealand (VIDEO) har at byde på i en rejse er umuligt. Hvis man tager til New Zealand som almindelig turist, vil man som regel blive anbefalet at bruge meget tid på Sydøen, som er rigt på de mere ekstreme aktiviteter som elastikspring, river rafting og i øvrigt byder på en smuk natur. Men når det gælder Ringenes Herre, skal man bevæge sig ind i landet til det, der i filmene skulle forestille Tågebjergene eller Misty Mountains – for at finde det, der er mest markant i Tolkien-universet.

I virkeligheden hedder bjergene de newzealandske alper, eller Southern Alps og strækker sig i stort set hele Sydøens længde. Her ligger New Zealand højeste bjerg, Mount Cook, hvor man kan stå på ski det mest af året. Bjerget ligger midt i nationalparken Mount Cook National Park. Man kan flyve dertil fra både Queenstown og Christchurch. Den nødvendige skønhed og mystik, der kendetegner Lothlorien, hvor elverdronningen Galadriel regerer, finder man ved Paradise og Dart River i nærheden af Glenorchy. Stedet, som ligger for enden af Lake Wakatipu, ikke langt fra Queenstown, er også kendt under, navnet Porten Til Paradis. Det er en lille, rolig landsby, der ofte er udgangspunkt for vandreentusiaster, og som udgjorde den perfekte baggrund til de eventyragtige scener i ’De to Tårne’. Der er mange ting at opleve i Northland.

Først og fremmest bør man nyde de store Kauriskove på vestkysten. Der fornemmer man hvordan NZ så ud inden Europæerne kom. Har man ikke tid til at køre helt derop, kan man nyde A.H.Reed Park i Whangarei hvor der står en gruppe af NZ’s største Kauritræer - over 800 år gamle. Et godt suplement til Kauriskovene er et besøg på Kauri museet i Matakohe. Northland synes også selv at de har NZ’s interessanteste bygningsværk, nemlig det offentlige toilet i Kawakawa (få km’s fra Paihia), bygget af Friederich Hundertwasser i 1999.

I Bay of Islands er der mulighed for at besøge Waitangi Museet, komme på sejlture rundt i bugten eller delfinture og mange andre action oplevelser. Snyd ikke dig selv for en sejltur fra Tutukaka til Poor Knights Islands. Der er flere muligheder for at dykke og snorkle og det er en fantastisk oplevelse selv for erfarne snorklere og dykkere. Især østkysten har mange fantastiske områder for dem der kan lide at komme steder der ikke er fyldt med andre turister.

Sørg for at få et kort der viser alle de små veje der leder ud til vidunderlige laguner og bugter og få en oplevelse udover det almindelige. De gængse kort viser kun hovedvejene og vejene ud til gængse turist attraktioner. Området omkring Whangarei - Whangarei Heads er et eksempel på et område som kun kendes af de lokale New Zealændere. Her findes pragtfulde strande, skønne vandreture og et rigt fugleliv.Det er den almindelige opfattelse at New Zealand oprindelig blev opdaget og bosat af polynesiere en gang mellem år 1000 og 1300. Nogle historiske indikationer tyder alligevel på at det kan være sket før dette. Menneskene som slog sig ned på hovedøerne blev til Maorifolket. En anden befolkning der bosatte sig på Chatham-øerne øst for New Zealand blev til moriori-folket. Det er usikkert om moriorienes forfædre kom direkte fra Polynesien eller om de var maorier fra hovedøerne som drog mod øst. Nogle av maorierne, særlig på Nordøen, kaldte deres nye hjemland «Aotearoa». Dette bliver ofte oversat som «Det lange hvide kystland».

De oprindelige beboere var Moa jægere. Moa var en stor fugl som vejede op til 250 kilo og som havde mistet evnen til at flyve. Den døde ud omkring attenhundredetallet da den ikke klarede at omstille sig til at blive jaget af pattedyr og mennesker. Før menneskene ankom, var Moaen byttedyr for Haastørnen eller harpagornis, den største rovfugl som nogensinde er beskrevet. Harpagornis uddøde sammen med sit bytte. Moa jægerne kan have assimileret sig med senere ankomne indvandrere fra Polynesien som ifølge Maorisk tradition ankom mellem år 952 og 1150. New Zealand har ingen indfødte landpattedyr bortset fra to flagermus arter. Efter at Moaen var uddød spiste Maorierne for det meste kumara, en type sød roe de havde med sig fra Polynesien. Kannibalisme, som eksisterede andre steder i Stillehavsområdet, udgjorde en meget begrænset del af kosten.

De første europæere som nåede New Zealand blev anført af den hollandske opdager Abel Tasman. De ankom med skibene Heemskerck og Zeehaen, som ankrede op ved den nordlige del af Sydøen i december 1642, men som sejlede nord til Tonga efter sammenstød med lokale maorier. Tasman tegnede skitser af hovedøernes vestkyster og kaldte dem «Nova Zeeland». Navnet «Nieuw Zeeland» findes på søkort over området kort tid efter dette. Tidligere beskrev Tasman en ø nær Ny-Guinea. Løjtnant James Cook gennemførte en fuld opdagelsesrejse af begge øers kyster i 1769 og 1770. Cook vendte tilbage til New Zealand i løbet af begge sine to senere rejser til Stillehavet.

Fra 1790 blev New Zealand besøgt af britiske, franske og amerikanske hvalskibe. Deres Mandskaber kom ind i mellem i konflikt med Maorierne. Fra omkring 1800 ankom handelsmænd og missionærer og forstærkede konflikterne. Den første «fuldblods»-europæer født på territoriet var Thomas King i 1815 i Bay of Islands. Der fulgt en stor stor europæisk indvandring og i 1839 købte «The New Zealand Company» en masse land op. Samtidig viste franskmændene interesse for øerne. Disse faktorer gjorde at den britiske regering bestemte sig for at få kontrol med øerne. New Zealand blev en britisk koloni i 1840 da Waitangi-traktaten blev underskrevet af maorihøvdinge og den britiske monarks stedfortræder. Den britiske monark var repræsenteret af William Hobson, som var guvernørløjtnant af New Zealand. På dette tidspunkt var New Zealand underordnet og styret fra New South Wales, Australien.

Storbritanniens motivation for at kolonisere var at komme andre europæiske nationer i forkøbet. Frankrig havde i 1840 oprettet et lille bosted på Banks Peninsula på Sydøen. Samtidig var der megen lovløshed blandt de hovedsagelig britiske hvalfangere og handelsmænd. Maorihøvdingene skrev under fordi de ønskede beskyttelse af deres ejendele og ejendomme (noget som kun blev delvis gennemført). Høvdingene havde også brug for beskyttelse mod andre maoristammer som angreb med musketter købt fra europæiske hvalfangere og handelsmænd. Årsagen til disse angreb var de såkaldte «Musket Wars» eller «musketkrigene» i 1820 og 1835.

En tidlig kolonist, Frederick Edward Maning, skrev to farverige samtidige bøger om livet i New Zealand på denne tid. Old New Zealand og History of the War in the North of New Zealand against the Chief Heke er senere blevet regnet som klassikere i newzealandsk litteratur. En betydelig europæisk kolonisering fulgte. Disse indvandrere var hovedsagelig fra England, men også mange fra Skotland og Irland foretog den lange rejse og slog sig ned i en af provinserne. Kolonistene (kaldet Pakeha af Maorierne der omvendt blev kaldt New Zealanders af kolonistene) var allerede i 1859 i flertal. I 1911 havde disse igen mangedoblet og var nu mere end en million. Politisk separation af de to hovedøer var et hedt tema i 1860-årene.

Den befolkningsrige Nordø var splittet af krig og politisk tumult, mens Sydøen var blevet velstående. Specielt gjorde dette sig gældende i 1861 da et guldfund blev gjort i Gabriel’s Gully i Central Otago. Mange beboere på Sydøen var irriterede over at støtte Nordøen finansielt uden at få noget særligt igen for det. Specielt var bitterheden mellem de to provinser Auckland og Otago stor, da Dunedin-journalisten Julius Vogel startede en kampagne for at gøre Sydøen uafhængig. Den 19. september 1865 stemte 17 medlemmer af parlamentet for deling, mens 31 stemte for at bevare fællesskabet. New Zealand forblev dermed samlet. Vogel blev senere statsminister for et samlet New Zealand. Det meste af den hvide befolkning boede på Sydøen frem til omkring 1900 da Nordøen overtog den rolle. Denne er også blevet hjemsted for en stadig voksende majoritet af hele landets befolkning gennem hele nittenhundredetallet og frem til i dag.

Maoribefolkningen sank drastisk etter 1820 som følge af stammekrige (musketkrigene) og på grund af nye sygdomme fra kolonistene. Mæslinger, kighoste, influenza og senere tyfus reducerede en oprindelig maoribefolkning fra rundt 100 000–120 000 til kun 62 000 i 1857 og 44 000 i 1891. En befolkningstilvækst begyndte så småt efter Den Spanske syge i 1918. Omkring 1900 havde maorierne mistet de fleste af deres ejendomme gennem salg, konfiskeringer og efter væbnet konflikt med kolonistyret. I 1841 blev New Zealand en selvstændig koloni. Indtil da havde den været en del af og blevet administreret af den Australske koloni New South Wales.

Nybyggerbefolkningen fik selvstyre i 1852 under det britiske parlamentets New Zealand Constitution Act 1852. I 1867 fik Maorierne et reserveret antal pladser i parlamentet. I denne periode begyndte kvægindustrien at udvikle sig og fundamentet for New Zealands moderne økonomi tog form. I slutningen af 1800-tallet gjorde den nye skibstrafik det mulig at drive eksport af uld, kød og mejeriprodukter i en stor skala . I 1890erne havde et parlamentarisk styre baseret på demokratiske principper slået rod og New Zealands sociale institutioner fik deres nuværende form.

I 1893 blev New Zealand det første vestlige land i verden som gav kvinder stemmeret ved nationale valg. I begyndelsen af 1900-tallet blev der gennemført store sociale reformer som lagde fundamentet for New Zealands version af velfærdsstaten. Maorierne blev gradvis flere og gennem socialt samvær og giftermål med kolonister og missionærer tog de meget af den europæiske kultur til sig. I de senere årtier er Maorierne blevet mere og mere urbaniserede. Samtidig er mange blevet politiske aktive og kulturelt bevidste. Akkurat som Australien indså New Zealand at Storbritanniens dage som en førsterangs verdensmagt var talte.

I 1951 skrev de derfor under ANZUS-pagten med Australien og USA. Men i 1986 frasagde USA sig sine forsvarsforpligtelser overfor New Zealand da den daværende arbejderpartiregering forbød atomdrevne fartøjer at lægge til i landets havne. New Zealand blev brugt som setting for Midgård i den berømte triologi Ringenes herre baseret på Tolkiens bøger. Dette har bragt mange ekstra turister til landet i den senere tid.

Geografi
Hovedstad Wellington Areal 270.534 km2 Indbyggertal 4.12 mio. Sprog Engelsk, Maori Religion Overvejende kristen

Økonomi
Valuta New Zealandsk Dollar (NZD)

  • EBUSINESSTRAVEL.DK © 2019
  • AMM International ApS - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email info@ebusinesstravel.dk