Argentina - introduktion

Argentina (VIDEO) er stedet hvor alt kan opleves, fra pingvinbesøg i det sydlige til Iguasu vandfaldet i nord.

Ind imellem findes der ikke den rejsetype, der ikke kan opleves. Ridning på pampassen kan afløses af hiking i bjergene og samtidig har Argentina verdens bedste bøffer.
Tango er nationaldansen og kan opleves på utallige steder i Buenos Aires og andre nøglebyer. Fodbold er nationalsporten og spændingsmættede oplevelser med et medlevende publikum. Ligegyldigt hvor man vender sig er der oplevelser og smukke steder at finde.To store befolkningsgrupper beboede i starten af det 16. århundrede det område, der i dag er Argentina: Patagonerne og Andinerne. I den første gruppe fandtes folkeslagene tehuelches, rehuelches, rampas, matacos og guaycurúes. De to sidstnævnte havde udviklet landbrugssamfund med stabile bosteder. De førstnævnte var jægere og nomadiske samlerfolk.
Patagonerne fandtes både i syd, de mellemste dele og i nord. Andinerne bestod af følgende folkeslag: Rehuenches antiguos, rehuelches algarroberos, huerpes, diaguitas, capayanes, omahuacas og patamas.

Kontakten med inkaerne havde medført en perfektionering af deres landbrug, herunder anvendelsen af terrasser og kunstvanding. De holdt lamaer som husdyr og handlede i vest og nordvest. Som følge af de spanske erobringstogter i det 17. og 18. århundrede emigrerede araucan folket fra Chile til de centrale og sydvestlige dele af det nuværende Argentina med en efterfølgende «araucanisering» (mapuche) af befolkningen i denne region.

De spanske erobringstogter i det 16. århundrede bragte i 1502 Américo Vespucio og i 1516 Juan Díaz de Solís til den flodmunding, som de døbte Río de la Plata (Sølvfloden) til ære for det metal de søgte - men ikke fandt. I 1526 oprettede Sebastián Gaboto et fort ved udmundingen af floden Carcarañá - den førstekolonialbebyggelse i det der i dag er Argentina. For at bremse portugisernes fremmarch sendte Spanien Pedro de Mendoza til områder. Det skete på grundlag af udstrakte politiske og økonomiske privilegier til conquistadoren (erobreren). I 1536 oprettede de Mendoza en lille landsby, Santa María del Buen Aire, der dog allerede blev opgivet i 1541, da den ikke kunne modstå indianernes belejring.

En række byer i det nuværende Argentina blev grundlagt: Santiago del Estero, Córdoba, Santa Fe og i 1580 blev Buenos Aires for anden gang grundlagt. Denne havneby blev hurtigt et handelsmæssigt og politiske strategisk centrum for Spanien. I 1776 oprettedes vicekongedømmet Río de la Plata med hovedstad i Buenos Aires.

Det stærke handelsborgerskab der udvikledes i Buenos Aires var venligt stemt overfor frihandel. De var drivkraften i den revolutionære bevægelse i 1810, der oprettede De forenede Provinser Río de la Plata og knuste vicekongedømmet, som de beskyldte for manglende troskab overfor halvøen. Den var på dette tidspunkt besat af Napoleons tropper. De forenede Provinsen Río de la Plata besluttede sig i 1816 for uafhængighed.

Det viste sig nemlig, at den nyligt indsatte spanske monark Fernando VII og hans politik ikke var forenelig med den institutionelle og kommercielle liberalisme, som lokalregeringen i Buenos Aires stræbte imod. General José de San Martín organiserede de hære, der knuste de kongetro styrker og bidrog afgørende til Chiles og Perus uafhængighed.

De oprindelige folkeslag i Argentina var imidlertid endnu ikke nedkæmpet. De havde ført kampe mod de spanske erobrere og så sent som i 1878 gennemførte den argentinske hær sit «la conquista del desierto» (erobringen af ørkenen) mod de oprindelige folk i Patagonien. Et felttog der førte til patagonernes næsten fuldstændige udryddelse. Handelsborgerskabet og storgodsejerne var de dominerende klasser, og allerede før uafhængighedskrigene var de nærmere knyttet til Storbritannien end til Spanien.

I 1833 besatte England med USA’s samtykke Malvinas øgruppen. Efter at Rosasregeringen var besejret, blev Argentina gjort fuldstændig åben overfor import af engelske industriprodukter og kapital samt eksporten af kød og hvede. Under påberåbelse af økonomisk og politisk liberalisme, allierede Bartolomé Mitre (præsident i 1862-68) sig med Pedro II, kejser i Brasilien og Venancio Flores, præsident i Uruguay, med det formål at føre en udryddelseskrig mod Paraguay. Den såkaldte «Triplealliance» indledte sin krig i 1865, og den sluttede først i 1870 med Paraguays præsident Francisco Solano López’ død.

I «sejrens øjeblik» var Mitre dog blevet udskiftet med Domingo Faustino Sarmiento. Samtidig gjorde en ny fremstormende imperialistisk magt snart briterne rangen stridig - såvel i Argentina som i en række andre afhængige lande. USA-kapitalen etablerede først sin dominerende stilling i fryserierne, der stod for kødeksporten, for senere at ekspandere til en række andre sektorer af det argentinske erhvervsliv.
 
Den udenlandske indflydelse kom ikke kun til udtryk gennem investeringer. Ved slutningen af 1800 tallet startede en immigrationsbølge, der nåede sit højdepunkt i årtiet fra 1901 til 1910. Da kom over en million emigranter til et land, der i 1867 havde under halvanden million indbyggere. Mange af immigranterne håbede, at de i Argentina skulle kunne få deres egen jord at dyrke, men da storgodserne allerede i vid udstrækning havde delt jorden mellem sig, blev disse forhåbninger snart knust hos de fleste.
 
Verdenskrisen i 1929 afslørede agroeksportstrukturens svagheder. I 1930 gennemførte borgerskabet et militærkup, der bragte Yrigoyen regeringen til fald. UCR havde i sin regeringsperiode ikke i væsentlig grad ændret de økonomiske strukturer i landet, og den viste sig også at være ubrugelig for det fremvoksende industriborgerskab. Efter
militærkuppet havde storgodsejerne og eksportinteresserne atter den politiske magt. Ironisk nok var det denne alliance, som også udgjorde drivkraften i den forholdsvis omfattende industrialisering, der skete før og delvis under den anden verdenskrig.
 
Endnu et militærkup fandt sted i 1943, men modsætningerne imellem parterne gjorde styret meget ustabilt. Som leder for arbejds- og forsyningssekretariatet styrkede oberst Perón sin position ved at give arbejderne bedre kår og samtidig knytte kontakter til det «nye» industriborgerskab. De officerer der stod på godsejernes og eksportinteressernes side, greb ind i 1945 og fik Perón arresteret. Resultatet var en massemobilisering, som Argentina hverken før eller senere har oplevet magen til. En milliontallig demonstration i Buenos Aires den 17. oktober 45 tvang regeringen til at løslade Perón. Gennem denne mobilisering skabtes grundlaget for den peronistiske klassealliance, og Perón blev valgt til Argentinas præsident i 1946.
 
Argentina blev fra 1955 og 30 år frem skiftevis styret af rene militærregeringer og formelt civile regeringer, der styrede på militærets nåde. Héctor Cámpora var kandidat for Frente Justicialista de Liberación - det navn som peronistbevægelsen havde antaget op til valget. Han fik 49% af stemmerne ved valget i marts 73. Cámpora overtog præsidentposten i maj for blot 2 måneder senere at træde tilbage for at bane vejen for sin leder, Juan Perón. Den 23. september blev Perón valgt til præsident med 62% af stemmerne. Han gjorde sin hustru María Estela Martínez de Perón - «Isabelita» - til vicepræsident.
 
Militærkuppet kom den 25. marts 1976. Det var nødvendigt for de herskende klasser at sikre sig den direkte kontrol over statsapparatet gennem loyale militærledere. Efter en række militær diktatorer kom en række præsidenter til, der lykkedes at bringe Argentina på falittens rand. Der befinder landet sig endnu!

  • EBUSINESSTRAVEL.DK © 2019
  • AMM International ApS - Præstevejen 10A - DK 3230 Græsted - telefon 30343429 Email info@ebusinesstravel.dk