Auckland (VIDEO) er med sin en mio. indbyggere New Zealands største by, og var i perioden 1841 til
1865 også landets hovedstad. Wellington har siden haft æren pga. sin mere centrale placering. Omkring Auckland har der boet mennesker i al den tid, landet har været befolket. I området findes 60 udslukte vulkaner, som maorierne fandt perfekte til at lave en befæstet by (Pa) på. Den vulkanske fortid ses helt tydeligt, hvis man f.eks. stiller sig på toppen af Mt. Eden (også en udslukt vulkan) og ser ud over byen.
Alle de kegleformede bakker er vulkaner. Men bare rolig, det er kun Rangitoto på en ø ud for Auckland Harbour, som stadig er aktiv. I kraft af det store havneområde og de omkring-liggende farvande er Auckland et mekka for sejlsportsfolket og bliver i daglig tale kaldet ”City of Sails”. De der ikke interesserer sig for sejlsport, kan nyde den kunstneriske bydel Parnell eller tage med færgen til Devenport og
kortlægge de mange hyggelige caféer. Alt i alt er Auckland en skøn og moderne by omringet af
subtropiske øer, funklende blåt vand og regnskov, hvilket gør Aucklands livsstil helt unik.
Som i alle andre lande eksisterer der venligtsindet drilleri mellem landets største by og resten af landet. Aucklænderne har skyld for at betragte alt, hvad der foregår syd for Bombay Hills (den lokale version af Valby Bakke) som provinsielt og ude af trit med tiden. Resten af landet betragter tilsvarende Aucklænderne som snobbede. Og sandt er det da, at selv om de fleste kiwier på ét eller andet tidspunkt har været på deres store OE (Overseas Experience) til Europa, så er der mange fra Nordøen, som aldrig har besøgt naturrigdommene på Sydøen - lige udenfor deres dør! Befolkningssammensætningen i Auckland adskiller sig også fra resten af landet ved at der er mange indvandrere, særligt asiater og polynesiere. Det er faktisk den by i Stillehavsområdet, som har den største polynesiske befolkning, og kaldes derfor af og til 'den polynesiske hovedstad'.
Auckland tager sig særlig godt ud fra havnefronten. En tur med én af de mange tur-både eller færger, som afgår fra den flotte færgeterminal på Quay St. er derfor også en god idé. Der ud over er det muligt fra Auckland at tage på en dags ture til vulkanbyen Rotorua, det naturskønne Coromandel samt den fascinerende Bay of Islands. Aucklands havnen var i sin tid skueplads for en tragisk international begivenhed, nemlig sænkningen af Greenpeace skibet Rainbow Warrior i 1985 udført af den franske efterretningstjeneste. Skibet har i dag fundet sin sidste hvileplads ved Matauri Bay i Northland.
Seværdigheder